Tottenham og Christian Eriksen kom søndag aften i vejen for lokalrivalerne Arsenals jagt på førstepladsen i Premier League, da det traditionsrige North London-derby endte 1-1.
Dermed formåede Arsenal ikke at udnytte den mulighed, som Manchester City havde serveret på et sølvfad tidligere på dagen, da topholdet kun havde fået 0-0 i kampen mod bundholdet Aston Villa. En sejr til Arsenal kunne ellers have bragt holdet i front af Premier League.
Arsenal havde boldovertaget hjemme på Emirates Stadium, men det var Tottenham, der havde de fleste chancer. Og efter godt og vel en halv times tid blev en Tottenham-chance omsat til mål. For en gangs skyld var Christian Eriksen ikke medvirkende til målet, som blev sat ind, da Danny Rose i Tottenhams venstre side rykkede fri og fandt Harry Kane, der tæt inde foran mål satte foden på til en 1-0 føring.
I anden halvleg var Arsenal fortsat mest på bolden, mens Tottenham virkede mest farlige offensivt. Men med 14 minutter tilbage af kampen lykkedes det alligevel Arsenal at udligne.
Netop indskiftede Kieran Gibbs tog løbet mod bagerste stolpe, hvor Mesut Ôzil fandt ham på en flot aflevering, og med en afslutning mod forreste stolpe fik han overlistet en ikke-helt chanceløs Hugo Lloris i Tottenham-målet.
Det var Kieran Gibbs første mål for Arsenal siden 24. marts 2012. Der blev kæmpet om hver eneste bold, men udover en chance til Arsenal blev afslutningen af kampen uden de helt store chancer. Dermed endte derbyet 1-1. Christian Eriksen blev skiftet ud i overtiden.
Med kampens resultat er Arsenal nummer to i Premier League á point med førerholdet Manchester City. Tottenham rykkede op på den Europa League-kvalificerende femteplads.