Brøndby mod FC København, der starter klokken 18.00, er ikke det eneste rivalopgør denne søndag, som byder på masser af international fodbold i topklasse.
Arsenal-Tottenham er søndagens mest opsigtsvækkende kamp fra Premier League set med objektive - og danske - øjne. Christian Eriksen og Tottenham skal forsøge at hægte sig på i topstriden i udekampen mod Arsenal - et opgør, som emmer af had klubberne imellem. Der er kun få kilometer mellem Emirates og White Harte Lane, som er klubbernes respektive hjemmebaner i det nordlige London, så der er tale om et vaskeægte lokalopgør på samme tid. Kampstart 17.00.
Dortmund-Schalke 04 fra det tyske arbejder-distrikt Ruhr er en anden lækkerbisken, som fodboldelskere verden over får mulighed for at nyde. Byerne minder meget om hinanden med en masse fabrikker og fabriksarbejdere, men lige så forskellige klubfarverne sort og gul er fra hvid og blå, lige så meget hader Dortmund og Schalke 04 at tabe til hinanden. Kampstart 15.30.
Roma-Lazio - eller slaget om Rom - emmer af et had, som især tidligere har været politisk orienteret med Lazios fascistiske fans på den ene side mod AS Romas mere venstreorienterede tilhængere. Tidligere har Lazios fans medbragt racistiske bannere til kampene mod Roma, men de politiske ytringer er ikke nær så udbredte i dag til kampene. Hadet er dog stadig intakt. Kampstart 15.00.
Feyenoord-Ajax fra Æresdivisionen bygger i højere grad på de store kulturelle forskelle, der er mellem de to største byer i Holland, Rotterdam og Amsterdam. På den ene side står Ajax fra den velhavende by Amsterdam, mens Feyenoord og Rotterdam repræsenterer arbejderbyen. Tilhængerne kan ikke fordrage hinanden. Kampstart 14.30.
Her på bt.dk følger vi naturligvis med i samtlige opgør, så der er god grund til at vende tilbage i løbet af dagen.
