Naked Run, nøgenløb, er den sidste nye trend i løbebølgen i USA. Fænomenet betyder ikke, at amerikanerne er begyndt at løbe med rumpen bar, men derimod at man lader telefon, GPS, pulsmåler og lignende elektronisk udstyr blive hjemme, når man løber en tur.

Det er ikke længere bare de gamle jogging bukser og løbeskoene, der skal på, når vi løber en tur.

Mobiltelefonen skal placeres i sin dertil indkøbte holder på overarmen. Den rigtige playliste skal være klar med de numre, du har brugt timer på at udvælge specielt til ruten.

Puls- og hjerterytmemåleren er spændt under brystet og rundt om håndleddet.

I ørerne er hovedtelefonerne, der også er købt specielt til løbeturen, så de ikke popper ud af hovedet, hver gang du tager et skridt i de løbesko, hvor der måske også gemmer sig en chip, der kan afsløre noget om din løberytme.

Men udstyrsorgiet har taget overhånd, mener nogen amerikanere, der derfor er begyndt at dyrke en ny trend: Naket Run, nøgenløb, hvor man lader alt sit digitale udstyr blive hjemme (men beholder tøjet på).

»Vi er jo nærmest nået dertil, hvor vi bare lytter til vores digitale træningsprogram uden at tage hensyn til, om vores krop rent faktisk siger noget andet. Vi tegner kurver over vores hastigheder, og løbeturen tæller jo nærmest ikke, hvis vi ikke kan dele den på Facebook. Så som med alt andet, der tager overhånd, kommer der jo naturligt en modreaktion,« siger foredragsholder Rikke Rønholt, der selv er tidligere eliteløber.

Løb væk fra det der stresser

Det nikker Rikke Rønholt genkendende til.

»Løber man uden alt udstyret, kan man frigøre sig fra tallene og tage sine omgivelser ind på en helt anden måde. Man kan lytte til sine fodtrin og høre, om man løber rigtigt eller bruge løbeturen som noget meditativt, hvor man fokuserer på sin krop og på det, der sker omkring en,« siger Rikke Rønholt.

Selv om det lige nu hitter at lægge løbehittene, som for eksempel Bruce Springsteens »Born to Run« på hylden, er det videnskabeligt bevist, at mange mennesker yder bedre eller er mere motiveret for at løbe, hvis de lytter til musik.

Flere internationale studier peger på, at man kan øge sin udholdenhed med helt op til 15-20 procent, hvis man vælger det rigtige beat til sin løberute.

Men selv om forskningen taler sit eget tydelige sprog, mener Rikke Rønholt, at det stadig godt kan betale sig at droppe musikken på løbeturen ind imellem.

»Jeg synes bestemt ikke, at man altid skal droppe musikken helt. Jeg bruger den selv meget, når jeg træner indendørs om vinteren. Det føles bare lettere, hvis man har sine ynglings sange i ørerne. Men jeg synes, at man skal veksle det lidt. Det gør også én til en mere hel løber,« siger Rikke Rønholt.

Hun foreslår derfor, at man eksempelvis en gang om ugen tager en løbetur langs havet eller i skoven, hvor man kan koncentrere sig om hele oplevelsen og ikke holde fokus på målsætninger og tempo, som man i stedet kan holde øje med på ugens andre løbeture.