Unge, der er i risikogruppen for at udvikle en livstruende spiseforstyrrelse, skal have behandling derhjemme. Kommer de først ind i systemet, bliver det sværere at redde dem, siger overlæge.

75.000 danskere lider i dag af livstruende spiseforstyrrelser som for eksempel anoreksi eller bulimi.

Én af dem, der har haft sygdommen helt tæt inde på livet og gennemlevet fire år med anoreksi, tvangsindlæggelser og løgnehistorier over for sig selv og sine elskede er 15-årige Marie.

I dag er hun kommet ud på den anden side, men kigger tilbage på et behandlingsforløb, som hun gerne havde været foruden. Sundhedsvæsenets snærvertsynede fokus på vægt har i hendes optik været med til at gøre den svære rejse mod raskmeldelsen endnu længere.

»Jeg tror ikke, at sygdommen havde udviklet sig på samme måde, hvis jeg havde haft nogen med viden om sygdommen at snakke med,« siger Marie til BT.

Få hele Maries historie her og læs om, hvordan den unge pige fra blot 12-års alderen stille og rolig gled ned i et dybt, sort hul i form af flere tvangsindlæggelser på den lukkede, tvungen sondemadning og gennemgående fortvivlelse over sig selv, sin krop og sine omgivelser.

I dag går et nyt initiativ - VærDig - i luften, som ligger godt i forlængelse af Maries ønsker om mere medmenneskelighed og nærvær.

»Hjælpen skal falde meget tidligt. Inden problemerne når at udvikle sig og bliver uoverskuelige. Kort sagt skal vi gribe ind, inden de unge kommer ind i behandlingssystemet,« siger Trine Hammershøy, direktør i organisationen Det Sociale Netværk, som står bag VærDig.

Peer Nøhr-Jensen, overlæge på Børne- og Ungepsykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, mener også, at det skal sættes tidligt ind - inden de unge blot bliver endnu en diagnose i systemet.

»Det kan være en hæmsko for terapi, at de unge ’flytter’ ind i hospitalsvæsenet og bliver defineret som syge. I det øjeblik de får stillet en diagnose, kan de blive fastlåst heraf, og det kan blive langt sværere at skabe udviklingen til at komme ud af spiseforstyrrelsen,« siger overlægen og forklarer, hvordan sværghedsgraden af spiseforstyrrelser kun stiger, jo længere tid man venter med at sætte ind:

»I opstartsfasen er det måske bare en almindelig slankekur eller overmotionering, som det er relativt let bremse. Venter man og lader problemerne tage fart, bliver sygdommen styrende for hele ens liv, hvor kontrollen over krop og vægt bliver altafgørende. Tiden er en faktor, der gør det sværere at få afmonteret symptomerne senere,« siger han.

Få hele Maries historie her og læs om, hvordan den unge pige fra blot 12-års alderen stille og rolig gled ned i et dybt, sort hul i form af flere tvangsindlæggelser på den lukkede, tvungen sondemadning og gennemgående fortvivlelse over sig selv, sin krop og sine omgivelser.