Marie blev ramt af anoreksi som 13-årig. Fire år med anoreksi, tvangsindlæggelser og løgnehistorier over for sig selv og sine elskede har trukket den i dag 15-årige Marie gennem flere smerter, end de fleste andre kun tør forestille sig. Selvom hun i dag er raskmeldt og normalvægtig, ser hun stadig buler på den flade teenagemave.
»Da jeg var 13, begyndte jeg at tvangsmotionere. Jeg stod op om natten og løb eller styrketrænede i to timer, imens mine forældre sov. Det var et ritual, og jeg kunne ikke stå op, hvis jeg ikke havde opfyldt min kvote,« siger hun. I efteråret 2014 havde sygdommen taget så meget over, at den fuldstændig styrede Marie. Alle måltider – ud over et dagligt æble og rigeligt med vand – var blevet sløjfet, og hver gang folk – hendes klassekammerater og forældre – spurgte ind til det, løg hun.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Marie. Her er hendes historie ...
Marie blev ramt af anoreksi som 13-årig.
Fire år med anoreksi, tvangsindlæggelser og løgnehistorier over for sig selv og sine elskede har trukket den i dag 15-årige Marie gennem flere smerter, end de fleste andre kun tør forestille sig. Selvom hun i dag er raskmeldt og normalvægtig, ser hun stadig buler på den flade teenagemave.
Marie er lige begyndt i skole igen. I 9. klassetrin ti timer om ugen. Og for første gang i fire år kan den blonde teenager se et lys for enden af mørket.
Et mørke, der i form af en slem spiseforstyrrelse trak hende gennem flere tvangsindlæggelser på den lukkede, tvungen sondemadning og gennemgående fortvivlelse over sig selv, sin krop og sine omgivelser.
I en alder af blot 12 år, som burde være forbundet med ubekymret leg og brede smil, blev Marie ramt af det, som senere skulle ende ud i sygdommen anoreksi. Noget 5.000 danskere – særligt unge piger – lider af.
»Det hele begyndte faktisk bare som dårlig trivsel, hvor jeg gik rundt og var ked af det,« fortæller Marie til BT.
Hun begyndte at isolere sig fra vennerne og lod være med at gå i skole.
»Jeg havde virkelig dårligt selvværd og følte ikke, jeg var god nok. Dog var jeg overbevist om, at jeg ville blive glad, hvis jeg bare tabte mig,« siger Marie.
Beslutningen gav den unge pige en følelse af, at hun fik kontrollen over sit liv tilbage. Pludselig var det hende, der bestemte: Hvad hun spiste, hvornår hun spiste, og om hun spiste.
»Jeg blev meget fokuseret på kalorierne og røg hurtigt under anbefalingerne for, hvor meget man skal have.«
Spiste ikke med andre
Kiloene begyndte at rasle af den unge pige, men hver gang hun kiggede sig i spejlet, var det en tyk pige, der kiggede tilbage. Dellerne – som kun hun så – tonede frem på mave, lår, arme og hage og resulterede i, at hun helt holdt op med at spise med de andre ovre i skolen.
»Samtidig var jeg skrækslagen for, om de andre skulle afsløre mig. Jeg så det som en kæmpefejl, hvis de andre opdagede det,« fortæller Marie, som fortsatte med at banke kalorier af de sporadiske måltider, imens den daglige motion blev optrappet.
»Da jeg var 13, begyndte jeg at tvangsmotionere. Jeg stod op om natten og løb eller styrketrænede i to timer, imens mine forældre sov. Det var et ritual, og jeg kunne ikke stå op, hvis jeg ikke havde opfyldt min kvote,« siger hun.
I efteråret 2014 havde sygdommen taget så meget over, at den fuldstændig styrede Marie. Alle måltider – ud over et dagligt æble og rigeligt med vand – var blevet sløjfet, og hver gang folk – hendes klassekammerater og forældre – spurgte ind til det, løg hun.
Motionen havde ligeledes nået et farligt klimaks, hvilket resulterede i, at den 13-årige pige flere gange gjorde skade på sig selv.
»Jeg havde en ting med, at jeg skulle løbe over 300 kilometer om måneden. Men fordi jeg ikke havde nogen energi, kunne jeg ikke holde til det,« siger Marie og fortæller, hvordan hun fik skader på fødderne og flere gange af ren udmattelse faldt om under sine løbeture.
Tvangsmadet gennem en sonde
Hendes tilstand fik moderen til at søge lægehjælp. For anden gang. Første gang – hos en anden læge – havde de fået at vide, at det bare var teenageproblemer, der ville gå i sig selv. Denne gang var det anderledes. Marie var syg og skulle i behandling.
Herefter fulgte et forløb med regelmæssige check, hvor Marie gjorde alt for at narre dem, der forsøgte at hjælpe hende.
Når jeg skulle vejes hos lægen, drak jeg saltvand inden, fordi det binder væsken, så man ikke tisser det ud. Samtidig tog jeg alle mine tungeste smykker på, så jeg vejede mere.
Først i 2015 fik Marie ’papirer’ på, at hun havde anoreksi. Men det lange sygdomsforløb havde sat sine tydlige spor i den unge piges psyke. Hun var meget udadreagerende, og året efter gik det galt. Marie blev indlagt på røde papirer, fordi hun ansås for at være til fare for sig selv.
Her lå hun sammenlagt i seks måneder, hvor hun ofte blev bæltefikseret og fodret gennem en sonde via næsen. En periode, som sluttede mellem jul og nytår 2016, men som til evig tid vil hjemsøge hende som et mareridt.
»Nogle gange kan jeg stadig mærke bæltet stramme om min mave, når jeg vågner.«
I dag er Marie raskmeldt, og kigger hun tilbage, kan hun godt se, hvor langt ude hun var. Hun siger, at hun aldrig vil tillade sig selv at komme helt derud igen.
Men måske refleksionen af hendes skrøbelige teenagekrop, når hun kigger sig i spejlet, fortæller en anden historie:
»Jeg ønsker mig stadigvæk lille, når jeg kigger mig i spejlet. Og selvom jeg godt ved, at det er forkert, og at jeg skal veje det, jeg vejer nu, føler jeg mig ikke pænere i dag, end jeg var dengang.«
Unge spiseforstyrrede skal behandles hjemme hos far og mor
Unge, der er i risikogruppen for at udvikle en livstruende spiseforstyrrelse, skal have behandling derhjemme. Kommer de først ind i systemet, bliver det sværere at redde dem, siger overlæge.
75.000 danskere lider i dag af livstruende spiseforstyrrelser som for eksempel anoreksi eller bulimi.
Én af dem, der har haft sygdommen helt tæt inde på livet og gennemlevet fire år med anoreksi, tvangsindlæggelser og løgnehistorier over for sig selv og sine elskede er 15-årige Marie.
I dag er hun kommet ud på den anden side, men kigger tilbage på et behandlingsforløb, som hun gerne havde været foruden. Sundhedsvæsenets snærvertsynede fokus på vægt har i hendes optik været med til at gøre den svære rejse mod raskmeldelsen endnu længere.
Ifølge Marie kunne problemerne havde været taget i opløbet, inden sygdommen for alvor bed sig fast og kontrollerede hendes liv fra dag til nat.
»Jeg tror ikke, at sygdommen havde udviklet sig på samme måde, hvis jeg havde haft nogen med viden om sygdommen at snakke med,« siger Marie til BT.
I dag går et nyt initiativ i luften, som ligger godt i forlængelse af Maries ønsker om mere medmenneskelighed og nærvær.
Projektet hedder VærDig og handler om, at de unges problemer skal tages i opstartsfasen. Dér, hvor der endnu er tale om almindelige slankekure eller simpel overmotionering.
»Hjælpen skal falde meget tidligt. Inden problemerne når at udvikle sig og bliver uoverskuelige. Kort sagt skal vi gribe ind, inden de unge kommer ind i behandlingssystemet,« siger Trine Hammershøy, direktør i organisationen Det Sociale Netværk, som står bag VærDig.
Planen er, at hjælpen skal komme til de unge i stedet for – som det ser ud i dag – at lade de unge komme til hjælpen.
»Det giver en stor tryghed for de unge og deres pårørende, når man i eget hjem kan få hjælp fra eksperter med egne erfaringer og stor viden på området,« siger direktøren og fortæller, at VærDig starter ud med tre mobile enheder, der skal køre rundt i Jylland, på Fyn og Sjælland og besøge de unge hjemme på privaten.
Peer Nøhr-Jensen, overlæge på Børne- og Ungepsykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, tror på projektet.
Han mener også, at det skal sættes tidligt ind - inden de unge blot bliver endnu en diagnose i systemet.
»Det kan være en hæmsko for terapi, at de unge ’flytter’ ind i hospitalsvæsenet og bliver defineret som syge. I det øjeblik de får stillet en diagnose, kan de blive fastlåst heraf, og det kan blive langt sværere at skabe udviklingen til at komme ud af spiseforstyrrelsen,« siger overlægen.
Peer Nøhr-Jensen forklarer, hvordan sværhedsgraden af spiseforstyrrelser kun stiger, jo længere tid man venter med at sætte ind:
»I opstartsfasen er det måske bare en almindelig slankekur eller overmotionering, som det er relativt let bremse. Venter man og lader problemerne tage fart, bliver sygdommen styrende for hele ens liv, hvor kontrollen over krop og vægt bliver altafgørende. Tiden er en faktor, der gør det sværere at få afmonteret symptomerne senere,« siger han.
