Peter Sagans rolle i Mark Cavendish' styrt i dagens Tour de France-etape, som endte med at få verdensmesteren smidt ud af løbet, fik sprinteren André Greipel op i det røde felt. Men nu fortryder tyskeren sin hårde sviner af Sagan.
»Nogen gange skal jeg nok lige se billederne, før jeg siger noget. Undskyld til Sagan - jeg synes, at dommernes beslutning er for hård,« skriver Greipel på Twitter.
Den slovakiske verdensmester var ekstremt aggressiv i positionskampen i spurten, og han endte med at presse Mark Cavendish ud i barrieren, så han hamrede i jorden med høj fart og trak to andre med.
Det var i hvert fald sådan UCI's disciplinære jury vurderede situationen. Og så endte Peter Sagan med at blive smidt ud af årets Tour de France.
Sagan selv kom ind på andenpladsen i etapen efter franske Arnaud Demare, og André Greipel blev nummer fire. Tyskeren havde inden Cavendish' styrt kort før mål haft en infight med Sagan.
Derfor var han rasende, da han kom over målstregen.
»Der er en fyr med en VM-trøje, som gør, hvad han vil. Jeg synes, kommissærerne bør kigge på ham. Han gjorde det også på den indlagte spurt,« lød det fra Greipel umiddelbart efter dagens dramatiske Tour-etape.
»Jeg synes ikke, VM-trøjen gør sig selv nogen ære. Jeg synes, det er meget fair, at man er vred. Se billederne. Så vil I forstå det. Han tror, han er kongen, men han skal også følge spillereglerne ligesom alle andre,« fortsatte Greipel, som altså nu fortryder, at han angreb sin kollega verbalt med så stor kraft.
