Løbsjuryen under den internationale cykelunion (UCI) smed tirsdag verdensmesteren Peter Sagan ud af Tour de France, men det vil hans hold, Bora-Hansgrohe, ikke acceptere uden videre.
I den afsluttende spurt på fjerde etape i byen Vittel brugte Peter Sagan ifølge Tour-ledelsen albuen til at holde Mark Cavendish (Team Dimension Data) væk med det resultat, at briten ramlede ind i barrieren, styrtede og slog sig slemt.
Afgørelsen undrer Team Bora-Hansgrohe:
»Vi har modtaget kommunikéet fra etapen, men der er stadig ikke nogen forklaring på, hvorfor Peter er blevet smidt ud af løbet. Sportsdirektørerne tager tilbage til kommissærerne, så vi kan finde ud af, hvad der skete, og så vil Ralph Denk tale med jer i morgen ved holdbussen,« siger pressechef på Bora-Hansgrohe, Ralph Scherzer, ifølge sport.tv2.dk
Ralph Denk er holdets team-manager.
Peter Sagan har endnu ikke kommenteret sin udelukkelse.