Et hjerteskærende billede af en kræftramt fire-årig pige i dyb smerte er blevet delt flittigt på de sociale medier.
Det var Jessicas egen far engelske Andy Whelan, der lagde billedet op, som nu har rørt tusinder. Jessica Whelan blev sidste år ramt at kræfttypen neuroblastom, som er en aggressiv kræftform, der typisk rammer børn.
Andy Whelan har også oprettet Facebook-gruppen 'Jessica Whelan - A fight against Nueroblastoma' for at skabe opmærksomhed omkring børnecancer. Jessicas forældre har besluttet at stoppe behandlingen, da lægerne ikke mener, de kan gøre mere, og nu har hun ikke lang tid igen.
Og nu forklarer Andy Whelan til The Sun, hvorfor han har valgt at dele det voldsomme billede, som han kalder kræftens sande ansigt.
»Vi følte, at det her var nødt til at blive delt. Der er så mange billeder af smilende, skaldede børn i hospitaler omringet af julemænd, skuespillere og berømtheder, og deres glade ansigter fulde af håb, hvilket er opløftende,« siger han til mediet og uddyber.
»Men det er ikke det virkelige hverdagsbillede af børnecancer, som i stedet er brutalt, smertefuldt og chokerende.«
Han skriver også selv på sin blog, hvad historien bag billedet er.
'Billedet blev taget i et øjeblik, hvor vi som forældre ikke kunne give hende nogen trøst. Hun skubbede os væk, mens hun udholdt den gennemgribende smerte i ensomhed.'
