Andy Whelan fra byen Oswaldtwistle, der ligger tæt på Manchester og Liverpool i England, har flittigt delt billeder af sin kræftsyge datter, Jessica, på fire år. Det seneste billede i rækken har dog for alvor ramt hårdt, da det viser den unge piges lidelser fra den sygdom, der snart kommer til at tage livet af hende.

Billedet har 30-årige Andy Whelan delt i Facebook-gruppen 'Jessica Whelan - A fight against Nueroblastoma', som han har oprettet for at skabe opmærksomhed om børnecancer. Her har han løbende fotograferet fireårige Jessica, der blot er blevet mere og mere syg.

Det skriver engelske Mirror.

Jessica Whelan blev den sidste efterår ramt af kræfttypen neuroblastom, der er en aggressiv kræfttype, som rammer det sympatiske nervesystem, og som typisk rammer små børn.

I Jessica Whelans tilfælde er sygdommen så fremskreden, at lægerne ikke kan gøre mere, og Andy Whelan har sammen med Jessicas mor, Nicki Pendergast, valgt at stoppe behandlingen.

Den fireårige pige har få uger tilbage at leve i, og det er med stor sorg, at Andy Whelan viser dette fotografi.

'Det her er det sværeste billede, jeg nogensinde har taget, da det er min egen, fireårige datter. For få dage siden fik hun dommen, at hun sandsynligvis har få uger tilbage at leve i, efter hun har kæmpet med kræften i mere end 12 måneder,' skriver Andy Whelan i Facebook-gruppen.

Til Mirror fortæller han, at Jessica Whelan ikke kender til alvoren af sin sygdom, og det må ikke ændre sig.

»Vi tager hver dag, som var det den sidste. Jessica får morfin for smerterne, men virker glad. Hun er et fireårigt barn, der ikke ved, hvor seriøst det er, og vi vil gerne have det til at forblive sådan. Så længe hun ser os smile, er hun okay. Men hvordan reagerer man på at miste et barn?« siger Andy Whelan spørgende til det engelske medie.

Siden den 7. oktober har man kunnet donere penge til Jessica Whelan på gofundme.com, så hun kunne få nogle oplevelser, inden hun dør. Mere end 50.000 pund, svarende til omkring 415.000 kroner, er blevet doneret til familien.

Og med billederne håber den 30-årige far, at flere nu vil få øjnene op for den virkelighed, som patienter på børnecancer-afdelinger lever med.

'Hvis dette foto kun tjener som formål at få folk til at tænke to gange over denne ondskab (cancer, red.) og perspektivere, hvad det gør ved et barn, så har det tjent sit formål', skriver Andy Whelan i Facebook-opslaget.