Mindst én af de fanger, du i aften på DR-tv kan se begynde på stjernekokken Claus Meyers madkursus for de indsatte i Statsfængslet i Vridsløselille, skal udvises fra Danmark, så snart han har afsonet sin fængselsstraf.

Det vækker forundring på Christiansborg, hvor retsordførerne fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative har svært ved at forstå, hvorfor hans plads ikke er gået til en fange, der skal løslades og resocialiseres i Danmark efter endt afsoning.

I Statsfængslet i Vridsløselille ønsker fængselsinspektør Kim Andersen ikke at kommentere B.T.s oplysninger.

- Det vil jeg hverken be- eller afkræfte, siger Kim Andersen. Men flere kilder bekræfter over for B.T., at mindst én af 20 deltagere, der i september sidste år begyndte på madlavningskurset, er dømt til udvisning efter endt afsoning.

Nøje udvalgte fanger

’Restaurant bag tremmer’, hedder den dokumentar-serie i otte afsnit om kurset, som DR indleder i aften. Fængselsinspektør Kim Andersen vil godt udtale sig generelt om udvælgelsen af deltagerne:

- De er valgt efter tre kriterier. For det første skulle deltagerne findes blandt indsatte, som opholder sig i en af fællesskabsafdelingerne i de fire afdelinger i fængslet. For det andet måtte der ikke være nogen, hvor vi bagefter kunne blive beskyldt for at tilsidesætte retsfølelsen i forhold til f.eks. en nyligt afsluttet sag. For det tredje har vi vurderet, efter vi har sammensat holdet, at det sammen kunne fungere på en måde, der ikke stillede øgede krav til sikkerheden i fængslet, siger han.

B.T.s oplysninger vækker opsigt på Christiansborg.

- Det ville give mere mening at tage én, der skal tilbage og fungere i det danske samfund bagefter, siger Socialdemokraternes retsordfører Ole Hækkerup til B.T.

- Det synes jeg ikke er nogen god idé. Hvis det skal give mening, skal kurset bruges til resocialisering i det danske samfund, siger De Konservatives retsordfører Tom Behnke.

Heller ikke Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaa­rup bryder sig om indholdet af B.T.s oplysninger.

- Det er forkvaklet. Jeg forstår ikke, at én, der er dømt til udvisning, skal med på sådan et kursus. Hvis det endelig skal være, ville det være bedre at give det til én, der skal resocialiseres i Danmark, siger Peter Skaarup.

chris@bt.dk