Var den hovedmistænkte fra mandagens terrorangreb i Berlin, den nu døde Anis Amri, også gerningsmand til et hidtil uopklaret drab på en 16-årig skoledreng i Hamburg i oktober?
Det skal efterforskerne hos politiet i Tyskland nu til at undersøge nærmere. Dels fordi Anis Amri af udseende har en slående lighed med det fantombillede, som den dræbte skoledrengs kæreste bagefter hjalp politiet med at få fremstillet. Og dels fordi terrororganisationen ISIS bagefter påtog sig skylden for knivdrabet på den 16-årige dreng Victor E.
Ifølge den tyske avis Bild er den mordkommission, der leder efterforskningsarbejdet af det uopklarede drab på gymnasieeleven, i høj grad opmærksom på ligheden mellem fantombilledet af gerningsmanden og Anis Amris ansigtstræk.
»Det er et spor, som vi kigger på. Men foreløbig er der ingen beviser for en sammenhæng,« siger en anonym talsmand for politiet i Hamburg til avisen.
Skoledrengen Victor blev 16. oktober dræbt med talrige knivstik, da han ved 22-tiden sad ved bredden af den kunstige sø Alster med sin 15-årige veninde nær Lombardsbrücke. Pludselig nærmede en knivbevæbnet mand sig parret bagfra og gik umotiveret til angreb. Den 16-årige gymnasieelev blev dræbt med flere knivstik, mens hans veninden blev kastet i det kolde oktober-vand. Hun havde dog held til at redde sig i land og slå alarm. Hun overlevede, men hendes kærestes liv stod ikke til at redde.
Terrororganisationen ISIS, som terroristen Anis Amri svor troskab i forbindelse med Berlin-massakren, påtog sig senere skylden for knivmordet. Det skete knap to uger senere via talerøret »Amaq«, hvor ISIS hævdede, at knivangrebet på det tilfældige offer var sket som svar på en opfordring til at slå til mod borgere i »koalitions-landene« - altså de 26 lande, der har forpligtet sig til at kæmpe mod terrororganisationen.
Bagefter beskrev den overlevende kæreste blandt andet gerningsmanden som 23-25 år, 180-190 cm og sydlandsk af udseende. Den nu dræbte terrorist Anis Amri fra Tunesien målte 178 cm og nåede at blive 24 år, inden han natten til fredag blev skudt og dræbt under en ildkamp med to italienske politibetjente i en forstad til Milano.
Anis Amri blev født for 24 år siden i en lille landsby i Tunesien - godt 130 km syd for hovedstaden Tunis.
I 2011 var han involveret i et væbnet røveri og flygtede til Italien. I første omgang blev han placeret i et modtagecenter for flygtninge på den italienske middelhavs-ø Lampedusa, men da han satte ild på en skolebygning, blev han idømt fire års fængsel med afsoning på Sicilien.
I sommeren 2015 kom han ifølge BBC til Tyskland, hvor han først slog sig ned i byerne Baden-Baden og Emmerich am Rhein som asylansøger.
Fra februar 2016 opholdt han sig det meste af tiden i Berlin, men bevægede sig en del rundt. Allerede på dette tidspunkt skulle han ifølge presseforlydender være kommet i de tyske sikkerhedstjenesters søgelys på grund af sine kontakter til islamistiske miljøer.
I juni blev hans ansøgning om asyl afvist, men det var ikke umiddelbart muligt at sende ham tilbage til Tunesien, fordi han manglede et pas.
Og så sent som i juli var han involveret i et kniv-overfald i forbindelse med en uoverensstemmelse om narko, men han havde held til at flygte fra politiet, da man ville afhøre ham.
