Egentlig skulle man tro, at det står glimrende til med ligestillingen i Tyskland. For nylig kårede det amerikanske business-magasin Forbes den tyske kansler Angela Merkel til verdens mest magtfulde kvinde. Ikke desto mindre har de voldsomme reaktioner på Tysklands første kvindelige fodboldkommentator afsløret en underskov af kvindehad.
Efter sin debut som Tysklands første kvindelige kommentator i herrefodbold ved dette års EM er ZDF-journalist Claudia Neumann nemlig blevet mødt af en storm af protester og sexistiske udgydelser på de sociale medier fra tyske fodboldfans, der angriber Neumanns evner som kommentator med henvisning til hendes køn:
»Kvinder skal føde børn, ikke kommentere bold.«
»Hvorfor er det en kvinde, der kommenterer kampen?«
»Hun lyder som en kamplebbe«.
»Det er skide lige meget, hvilket århundrede vi befinder os i. Mandefodbold kommenteres af mænd, ikke af kvinder«.
Brugerne har også brugt udtryk som 'tæve' eller givet udtryk for, at man får 'ørekæft' af at lytte til kommenteringen.
Og det var bere et udvalg af de særdeles grove kommentarer, der flød over på de sociale medier i Tyskland efter Claudia Neumanns anden optræden som kommentator af kampen mellem Sverige og Italien. Allerede under sin første indsats som kommentator under kampen mellem Slovakiet og Wales blev Neumann mødt med sexistiske angreb på de sociale medier.
Claudia Neumann har 17 års erfaring som sportsjournalist hos ZDF og har blandt andet kommenteret kvindefodbold, såvel VM som OL.
Omfanget af hetzen mod Neumann er kommet bag på den tyske tv-station ZDF, der ganske vist havde forventet brok over valget af Neumann, men ikke forventede, at den erfarne sportstjournalist ville blive tilsvinet på grund af sit køn.
Også i Danmark har der været kritik af brugen af den kvindelige ekspert Malene Marquard på TV 2s dækning af EMs-slutrunden.
Både tyske medier og politikere har fordømt de voldsomme angreb på Claudia Neumann, der ikke er programsat til at kommentere flere kampe for tysk tv ved dette års EM i Frankrig.
»Tydeligvis er der nogle kyllingehjerner blandt de tyske fodboldfans, der ikke kan tåle, at en kvinde forklarer dem, hvad der sker på banen,« lyder det i en vred kommentar fra journalisten Sebastian Christ i den tyske udgave af Huffington Post.
ZDF-programchef Dieter Gruschwitz betegner angrebene på Neumann som en »asocial kritik«, mens avisen Die Zeit opfordrer de tyske tv-stationer til at svare igen på reaktionerne med konkret handling?
»Det er ikke første gang, at uhæmmet kvindehad bliver ytret på de sociale netværk. Er det en grund til ikke længere at hidse sig op over det? Modspørgsmålet lyder: Burde shitstormen mod Claudia Neumann ikke give anledning til at sætte endnu flere kvinder foran mikrofonen ved dette års EM?«
Selv afviser Claudia Neumann, der har taget opstandelsen med forbilledlig ro, at lade sig mærke af de mange personangreb. I et interview med Die Welt siger hun, at hun har 'tyk hud'.
»Jeg står stadig oprejst i blæsten og er ikke på vej til at kaste mig ud fra Eiffeltårnet,« siger Claudia Neumann og understreger, at hun i virkeligheden ikke har læst meget af kritikken.
»Det er ikke bare noget, jeg siger, for jeg er i forvejen ikke meget på sociale medier. Og jeg havde allerede på forhånd besluttet ikke at være dér, fordi jeg havde forventet sådan nogle reaktioner,”« siger Claudia Neumann, der egentlig ikke er interesseret i en større diskussion af kritikken.:
»Det er ikke mit job at svare på og forholde mig til socialpolitiske spørgsmål. Hey, det er bare fodbold. Og det er lidt af en joke: De fleste af dem, der har skrevet, var ikke engang født, da jeg lavede saksespark. Det er alt sammen lidt latterligt, for det handler ikke om sult, elendighed eller menneskerettigheder. De har ikkt tænkt over, at de er med til at gøre mig til en martyr og i virkeligheden opnår præcis det modsatte af det, de ønsker. Sam,tidig vil det ikke komme til at påvirke min passion , og hvordan jeg udfører mit job,« siger Claudia Neumann, der understreger, at det hele tiden har været meningen, at hun ikke skal kommentere mere ved EM-slutrunden i Frankrig.
»Det har været planlagt fra starten, at jeg ikke skal kommentere efter gruppespillet. Man behøver ikke længere fire kommentatorer, fordi der er langt færre kampe. Men jeg bor i Paris og vil stadig lave mine reportager, som jeg altid gør. Det vil jeg ikke lade mig afskrække fra. Det ville være fjollet.«
I en afstemning hos Welt har over afgivet deres stemme. Her synes 58 procent af læserne, at Claudia Neumann har været ’god’ eller ’meget god’. 26 procent mener, at hendes tv-kommentering har været ’mangelfuld’ og ’utilfredsstillende’.