En habil Superliga-spiller. Ikke mindre, men bestemt heller ikke mere. Meget bedre kan man vel ikke beskrive Dario Dumic ved vintertid, anno 2015-16.
Talentet i ungdomsårene var ellers til så meget mere, og som 16-årig slog Norwich hurtigt til og hentede ham til England som en af dansk fodbolds mest lysende forsvarsspillere. Opholdet blev dog ingen succes, og få år efter var han tilbage i Danmark. Nu i Brøndby. Som en mand for fremtiden.
Her viste GPS’en igen korrekt destination, og da Dario Dumic først havde vundet U19-ligaen med de blå-gule og siden blev en fast del af A-truppen, stod det skrevet i de fleste håbefulde sten på postnummer 2605, at Brøndby måske endelig havde fundet den første egenudklækkede midterforsvarer med niveau siden Daniel Agger.
Men sådan gik det ikke helt, selv om 24-årige Dario Dumic godt nok fik et trecifret antal kampe på Brøndbys bedste hold. Da han mod slutningen af sin Brøndby-karriere flere gange var røget helt ud af træner Thomas Franks trup og derfor tog turen ud af Superligaen, var der således ingen hævede øjenbryn over, at Brøndby lod Dumic smutte for småpenge. Uden at tilbyde ham en ny kontrakt.
Et halvt år senere er han en bragende succes i NEC Nijmegen, der som oprykker sluttede på en flot 10. plads i Æresdivisionen. Dertil har han fået sig en ny kontrakt og er kun lidt papirarbejde med statsborgerskabet fra at blive bosnisk landsholdsspiller.
»Det går godt for mig i Holland. Rigtig godt. Men jeg synes også, at jeg fik mit superliga-gennembrud og spillede trods alt 107 kampe for Brøndby, men det er rigtigt, at jeg måske manglede at blive en profil, inden jeg tog til udlandet. Det er der mange årsager til.«
Hvilke?
»Tager man de sidste to, tre år skyldtes noget af det kvaliteten hos mig selv. Det indrømmer jeg.«
Og hvad ellers, siden du tilsyneladende har det i dig?
»Tillid. Og at man i Danmark bliver stemplet og får et prædikat, man ikke kan slippe af med igen. I mit tilfælde at jeg ikke var god nok med bolden, og at jeg var langsom. Så jeg besluttede at komme væk fra Danmark for at få helt nye øjne på mig. I Holland er det helt modsat. Jeg startede på nul i et land, hvor man ikke havde nogen mening om mig. Jeg kom til et sted, hvor træneren og klubben rigtig gerne ville have mig, og jeg blev vist rigtig meget tillid. Jeg startede inde i min første kamp allerede efter kun to træninger, og vi holdt nullet mod Groningen. Derfra er det bare kørt.«
Burde du ikke være professionel nok til at kunne det samme i Brøndby?
»Det ved jeg ikke. Jeg kan jo se nu, at der manglede noget i Brøndby i forhold til tilliden og én, der kunne hive mig op og give mig selvtillid.«
Er du da en type, man skal nurse meget om, for at du præsterer?
»Overhovedet ikke. I Brøndby havde jeg bare ikke en position, hvor jeg vidste, at jeg ville starte inde. Selv om jeg spillede en god kamp, kunne jeg starte ude næste gang, så jeg var hele tiden på vippen. Den følelse har jeg ikke nu, så jeg har meget mere overskud og kan tage mange flere chancer i mit spil. Mit udtryk på banen er mere frit, og det får man med spilletid. Selvtillid er vigtigt. Tillid er endnu mere vigtigt. Men jeg følte på ingen måde, at jeg var kørt død i det i Brøndby. Det var min drøm at spille i Brøndby, og jeg glædede mig både til at komme til træning og spille kampene.«
»I Holland bliver jeg betegnet som en solid forsvarsspiller, som er god med bolden, og det er mig og en midtbanespiller på vores hold, der først og fremmest skal føre bolden frem, så der er jeg en anderledes spiller, end jeg var i Brøndby.«
På hvilke parametre?
»Alle.«
Hvordan er det gået så hurtigt med den udvikling?
»Jeg er ikke overrasket over, at jeg gør det så godt, kun at det er gået så hurtigt. Jeg har altid troet på mig selv. Jeg arbejder benhårdt hver dag.«
Gjorde du ikke også det i Brøndby?
»Ikke på samme måde. Hvis jeg kigger på, hvordan vi træner i Nijmegen kontra måden, vi trænede på i Brøndby, så er kulturen bedre i Holland, og den har hjulpet mig til at blive mere fit.«
Går man mere til den i Nijmegen?
»Ja, det gør man. Det er ikke lige så fysisk stærke spillere som dem i Danmark, men teknisk er de bedre. Men jeg vil også sige, at vi i nedrykningssæsonen med Auri (Skarbalius, red.) havde en god træningskultur. Selv om resultaterne var i en meget skidt forfatning dengang, synes jeg faktisk, at der var en god træningskultur dengang. Der blev gået til den. Auri er også en træner, der aftvinger meget respekt. Han har spillet i klubben og har en stor autoritet.«
Var det ikke på samme måde med Thomas Frank som træner?
»Det har jeg ingen kommentarer til.«
Slet ikke?
»Nej.«
Hvorfor ikke?
»Det ønsker jeg ikke, men under Auri var det sådan, at vi trænede med benskinner, og der blev gået mere til den. Og i Nijmegen træner vi både længere tid, end vi gjorde i Brøndby, og vi har også dobbelttræninger ofte, så jeg er også blevet mere fit, og det hører også med til forklaringen på min succes.«
Du savnede bedre træningskultur i Brøndby under Thomas Frank, og Daniel Agger har netop sagt, at kulturen i Brøndby er væk. Kan du uddybe den del?
»Nej, jeg vil kun sige, at jeg kan nikke genkendende til de ting, Daniel Agger har sagt. Men altså, der var også mange opture i Brøndby, ligesom der var mange nedture. Jeg fik en masse fede sejre, men det er da klart, at hvis man tager mit sidste år i klubben, var det da hårdt for mig, i og med at jeg røg ud af holdet, og jeg tit ikke kunne forstå, hvorfor jeg gjorde det.«
Hvordan tacklede du at ryge på tribunen og se en midtbanespiller som Martin Ørnskov spille din plads?
»Det gjorde da ondt at se, når nu jeg følte, at jeg havde fortjent at spille og havde arbejdet så hårdt og så mange år for det. Jeg følte mig magtesløs, for jeg vidste ikke, hvorfor jeg på det tidspunkt var røget af holdet. Men jeg er ikke typen, der vil have, at andre skal have ondt af mig, så jeg prøvede blot at kæmpe mig tilbage på holdet, som jeg har gjort så mange gange før. Det var da hårdt, at Ørnskov skulle spille, og jeg i stedet skulle se kampene fra tribunen nogle gange. Han blev foretrukket frem for både mig og nogle gange også Martin Albrechtsen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det var sygt frustrerende. Ikke noget ondt om Ørnskov – han er en pisseflink fyr, og jeg har altid haft det godt med ham. Jeg synes også, han er en god fodboldspiller, men han er trods alt midtbanespiller.«
Hvad gjorde det ved dig?
»At jeg ville arbejde endnu hårdere på træningsbanen for at vise, at jeg ville spille. Jeg ryger på tribunen til en hjemmekamp mod Esbjerg, og dengang havde jeg måske allerede set det komme, at jeg ikke skulle fortsætte i Brøndby, men det var nok dér, at det stod lysende klart for mig, at der ikke var nogen vej tilbage for mig i klubben. Brøndby betyder stadig meget for mig og er en klub med rigtig mange gode mennesker. Jeg fik ikke den afsked med klubben, jeg havde håbet og røg sådan lidt ud af bagdøren, men i parantes bemærket er det jo det bedste, der er sket for mig.«
Thomas Frank, der i et interview med BT for to år siden forklarede, at iagttagere med videre roste ham og trænerstaben for den bedste træning i 10 år på Vestegnen, er blevet forelagt dette interview med Dario Dumic, men har efterfølgende ikke ønsket at medvirke.