I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan traileren til 'De største øjeblikke' tog sig ud, inden den blev trukket tilbage.
For mindre end en uge siden kom TV 2 i problemer, da de udgav traileren for deres årsshow 'De største øjeblikke', hvor dansende værter og politikere blev klippet sammen med død og ødelæggelse fra forskellige brændpunkter verden over. Og nu er den så gal igen med 'De største øjeblikke'.
Som optakt til årskavalkaden har TV 2 nemlig lavet Facebook-opslag med væsentlige begivenheder fra året, der efterhånden er gået. Og mandag kom endnu et opslag. Det omhandlede den kendte ejendomsmægler Jan Fogs tidlige død.
Læs også: TV 2 trækker 'respektløs' og 'upassende' video tilbage: Det var slet ikke meningen
I opslaget, som du kan se et screendump af herunder, mindes TV 2 under overskriften '23.04.15 - DE STØRSTE ØJEBLIKKE 2015' den afdøde ejendomsmægler, som de beskriver døde '23. april i forbindelse med en indlæggelse på Rigshospitalet. Han blev 66 år gammel.'
Det faldt dog ikke i god jord hos flere af TV 2s Facebook-følgere. Og der gik ikke længe, inden de første knap så positive kommentarer løb ind under opslaget.
'Et dødsfald skal alligevel med som de største øjeblikke? Tv2, det går ærlig talt ikke super for jer - der ér altså nogle i jeres producer og marketing team, der helt har mistet overblikket over, hvordan man skal fremstille året der gik. Jeres nye power-word må i så fald være "Situations fornemmelse" i 2016,' skriver Thorbjørn Wonder, der bakkes op af flere andre Facebook-brugere.
Læs også: Trak 'usmagelig' trailer tilbage: Her er videoen, TV 2 ikke vil have dig til at se
'Mærkeligt at hans død er et af de største øjeblikke. Virker som en fejring og ikke en trist eller sørgelig ting. Meget malplaceret'. Stine Engquist Larsen.
'Jan Fog's død som et af de "største øjeblikke i 2015"??? Jeg syntes, det var en af de mest triste nyheder i 2015...'. Jesper Holm.
'TV2 kunne måske slet ikke lide manden, men er det ikke at gå for langt at kalde det et af årets største øjeblikke?'. Sólveig Kristín Gunnarsdóttir.
Artiklen fortsætter under billedet
Det var dog langt fra alle, der var lige vrede. Flere forsvarede også TV 2.
'Jeg tror at tv2 mener. Et af de mange minder i år 2015.' Joan Hansen.
Opslaget fik ikke meget mere end to timer i den oprindelige form, inden TV 2 valgte at ændre teksten, så den nu lyder:
'23.04.15 - Året der gik 2015
Den kendte ejendomsmægler Jan Fog døde den 23. april i forbindelse med en indlæggelse på Rigshospitalet. Han blev 66 år gammel.
Jan Fog var kendt som en af hovedstadens liebhaver-ejendomsmæglere og som fast inventar i TV 2s boligserie ‘Liebhaverne’, hvor han inviterede seerne på drømme i ejendomme og i en livsstil på første klasse.
Hver dag i resten af december poster TV 2 Nyhederne ikoniske billeder, der indrammer året, der gik. Onsdag den 30. december samler vi hele 2015 i 'De Største Øjeblikke' på TV 2.'
Læs også: Morten Østergaard langer ud efter TV 2: 'Det var ikke det, vi sagde ja til'
Og der fulgte også en forklaring med fra TV 2s side på, hvorfor de valgte at ændre opslagets ordlyd.
'Hej alle. Jeg har taget læst jeres kommentarer, og vi taget kritikken til os. Jeg har derfor ændret i opslagsteksten. Disse opdateringer ser frem mod vores opsamlingsshow, der hedder 'De Største Øjeblikke'. Det er en gennemgang af de nyheder, der har rørt danskerne, og vi modtog mange medfølende beskeder ved Jan Fogs død. Vi beklager, hvis vores opslag har virket stødende. Mvh Anders, Social Medie Redaktør på TV 2.'
Du kan finde TV 2s Facebook-opslag og kommentarerne til det her under.
