Se et uddrag af den kontroversielle video her
TV 2 er kommet i modvind, efter en video, der blander tragedie og fest, bliver kritiseret for at være respektløs.
Krig, terror, død og fjolledans er en usmagelig kombination, der ikke skal finde sted – og slet ikke på TV 2.
Det blev flere hurtigt enige om, efter TV 2 offentliggjorde deres trailer til årskavalkaden ’De Største Øjeblikke’, som bliver optaget i Operaen tirsdag aften.
I videoen ser man den danske verdensstjerne MØ synge monsterhittet ’Lean On’, mens billeder fra terrorangrebet i både København og Paris blandes med flygtningestrømme, skud fra maskingeværer og glade politikere og tv-værter i fjollet dans.
Det er faldet flere for brystet. Bl.a. politiker Johanne Schmidt-Nielsen, der fortryder sin medvirken efter at have set, i hvilken sammenhæng hendes fjollede dans med MØ blev brugt i traileren.
»Det er respektløst. Ikke mindst overfor de mange, der har mistet. Det fremstår som lallende ligegyldighed. Det er ikke okay,« skriver hun på Facebook.
TV 2 har nu valgt at tage konsekvensen af den massive kritik og fjernet videoen fra deres Facebook-side.
Men over artiklen kan du nu se et uddrag af den omdiskuterede video.
Svend Rasmussen, redaktionschef for Event og Udvikling på TV 2, forklarer i en mail til BT:
»Jeg kan se på kommentarerne, at nogle mener traileren for TV 2s årskavalkade ’De største øjeblikke’ er 'smagløs', 'upassende' og sågar, at traileren opfattes som et forsøg på at gøre 'mord og terror til underholdning'. Intet kunne være fjernere fra vores intentioner.«
TV 2 oplyser, at de nu vil ændre traileren.