Efter 0-4-ydmygelsen til Napoli afviser AC Milans cheftræner Sinisa Mihajlovic at give op. At træde tilbage er slet ikke et tema for den iltre serber.
»Jeg vil ikke træde tilbage, 'at træde tilbage' er ikke en del af mit ordforråd. Det vil jeg aldrig gøre. Jeg har min værdighed og min stolthed,« forklarede Mihajlovic på pressemødet umiddelbart efter kampen.
Mihajlovic blev mødt af en frembrusende, italiensk presse, der var klar til at slagte AC Milans præstation mod Napoli. 0-4 blev milaneserne ydmyget hjemme på San Siro, men Mihajlovic forsøgte alligevel at forsvare sit mandskab.
»Jeg ved, at det er dumt at sige, men i aften (søndag, red.) tabte vi til et bedre hold. Vi gjorde det godt i første halvleg, og Napoli er bare gode til at udnytte fejl i forsvaret. Det betalte vi prisen for, og jeg undskylder på vegne af spillerne. Men vi var med i kampen indtil stillingen 0-2 og spillede en god første halvleg.«
Temaet blev hurtigt drejet over på Mihajlovic' fremtid hos AC Milan, men træneren selv afviste alle spekulationer.
»Jeg er klar til at forklare mig over for Silvio Berlusconi (klubejer, red.), og Galliani (vice-præsident og klubdirektør, red.).«
Milan er aktuelt nummer 11 i Serie A med ni point efter syv kampe. Det er dog stadig et enkelt mere end de forsvarende mestre fra Juventus.