Mario Balotelli er kendt for at være en spiller, der gerne træder uden for stregerne i mere end en betydning. Det er hans nye klub Milan klar til at håndtere.

Han har prøvet det meste. Ligefra at sætte ild til sit eget hus, fordi han fyrede fyrværkeri ud af sit badeværelse til at skeje ud i nattelivet.

Nu er Balotelli netop skiftet til Milan på en lejeaftale fra Liverpool, og da han ikke er helt ny i Milan-sammenhæng, hvor han spillede i 2013/14-sæsonen, er klubben velforberedte på problembarnet.

Ifølge den italienske avis La Gazzetta dello Sport har klubben indført en klausul i kontrakten, der sikrer, at Balotelli opfører sig ordentlig. Reglerne er baseret på, hvordan ansatte i det italienske flyvevåben skal opføre sig.

- Han må ikke have 'ekstravagante' frisurer
- Han må ikke klæde sig 'ekstravagant'
- Han må ikke ryge
- Han må ikke gå på natklubber
- Han skal møde til tiden
- Han må ikke drikke. I hvert fald ikke lige så meget som før.

Normalt ville man tænke, at det var regler, som de fleste fodboldspillere af natur burde være opmærksomme på. Men der er som bekendt intet normalt over Mario Balotelli.