En amerikansk kvinde affyrdede et skud mod det, som hun fejlagtigt troede var en indbrudstyv. Det viste sig i stedet at være hendes 27-årige datter. Det skriver det amerikanske medie Orlando Sentinel.

Episoden fandt sted tirsdag, omkring midnat lokal tid, i den amerikanske by St. Cloud i staten Florida. Ifølge de lokale politimyndigheder, blev datteren efterfølgende kørt på hospitalet, hvor hun senere døde.

Ifølge Poilitet i St. Cloud har moren forklaret, at hun lå og sov, da hun pludseligt hørte en person trænge ind i huset. Personen nærmede sig angiveligt så hurtigt, at moren så sig nødsaget til at affyre det dræbende skud.

Selvom det lokale politi stadigvæk er i gang med at undersøge sagen, så stemmer morens forklaring godt overens med de hidtidige beviser.

»På dette tidspunkt ser det ud som om, at der er tale om en uagtsom handling,« oplyser det lokale politi i pressemedelelse, ifølge Orlando Sentinel.

Moren blev efterfølgende også kørt på hospitalet, hvor hun modtog behandling oven på hændelsen.

Hverken morens eller datterens identitet er på nuværende tidspunkt blevet offentliggjort.

Orlando Sentinel skriver deusden, at den offentlige anklager først vil gå ind i sagen, når efterforskningen er færdig.