En foreløbigt uidentificeret gerningsmand forsøgte at røve et hotelkasino i Manila på Filippinerne omkring midnat fredag lokal tid.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Første melding lød, at mindst 34 personer døde under røveriet, efter gerningsmanden havde sat ild til spillebordene og afgivet skud i luften. Men omkring 06.22 dansk tid oplyser politiet til ABC News, at dødstallet er oppe på 36 personer.

Foreløbigt mener man, at størstedelen af de omkomne blev kvalt i røgen fra branden.

Politiet efterforsker det som et fejlslagen røveri, og gerningsmanden endte med at tage sit eget liv. Man fandt gerningsmanden død på et hotelværelse, efter han havde sat ild til sig selv.

»Han lagde sig på sengen, svøbte sig ind i et tykt tæppe og overhældte tilsyneladende sig selv med benzin,« sagde politichefen Ronald dela Rosa på det efterfølgende pressemøde.

Her gjorde politichefen det også klart, at det så ud til, at gerningsmanden forsøgte at gå direkte efter kasinoets jetoner, hvorfor man ikke mener, at der er tale om terror.

Ifølge politiet var manden høj, bleg og talte engelsk.