Den 59-årige pædagog fra børnehuset Eventyrlunden, der var sigtet for at have befølt 20 børn, bliver kun tiltalt for otte forhold

Sidste år anmeldte to forældrepar med børn i den integrerede institution Eventyrlunden i Holbæk, at deres børn var blevet udsat for overgreb. Siden fulgte flere forældre trop, og i alt endte det med 20 anmeldelser mod den 59-årige pædagog.

Efter mere end et halvt års efterforskning har politiet nu rejst tiltale mod pædagogen, men sagen er kun endt på otte forhold. Pædagogen befølte ifølge anklageskriftet de otte børn, der dengang var i alderen tre til syv år, uden på tøjet, på balderne og i skridtet. Det skal være sket i en periode fra 1. januar 2011 til 28. november 2012 og i et enkelt tilfælde også på en privatadresse. I to tilfælde skal han have kysset en 5-årig med tungen og en anden 5-årig på munden.

- Vi har gennemgået hvert forhold selvstændigt og set på beviserne, og den gennemgang har ført til, at der rejses tiltale mod de otte forhold, forklarer advokaturchef Finn Ravnborg fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han ønsker ikke at gå nærmere ind i, hvorfor der kun bliver rejst tiltale i otte af tilfældene. Men politiet har tidligere stået hårdt på, at der var stærke beviser i sagen, deriblandt videoafhøringerne af børnene.

Da sagen så dagens lys i november sidste år, blev den 59-årige pædagog anholdt. Umiddelbart efter blev han løsladt og suspenderet fra Eventyrlunden, hvor han har været gennem en længere årrække. Under hele forløbet har han nægtet sig skyldig.

Tilbage i 2005 var den 59-årige pædagog involveret i en lignende overgrebssag i samme institution, der dengang blev drevet under et andet navn og på en anden adresse i Holbæk. Dengang blev han tiltalt for at have forgrebet sig på en pige i børnehave-alderen, som var i aflastning hos ham. Men da sagen kom for retten, blev han frikendt og kunne derfor fortsætte i institutionen.

Pædagogen er i dag tiltalt for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, der omhandler krænkelse af mindreårige. Han står til fire års fængsel.

Sagen ventes for retten i november.