En 62-årig mandlig pædagog blev onsdag idømt et års ubetinget fængsel i Østre Landsret i en opsigtsvækkende sag om blufærdighedskrænkelse.

Derudover blev han frakendt retten til at arbejde med børn, og han skal betale tort på mellem 8.000 og 12.000 kr til de forurettede.

Efterfølgende var der stor tumult i det proppede retslokale, hvor den tiltaltes kone og døtre brød sammen i gråd og skældte forældrene til børnene ud.

Pædagogen var tiltalt for blufærdighedskrænkelse begået mod 16 børn i alderen tre-syv år i den integrerede institution Eventyrlunden. Han blev i retten i Holbæk i januar idømt et år og tre måneders fængsel.

En dom han ankede til landsretten, som altså nu har idømt den 62-årige mand et års ubetinget fængsel.

Sagen begyndte, da to forældrepar i november 2012 anmeldte pædagogen for at have forgrebet sig på deres børn. Derefter fulgte en lavine af anklager fra mere end 20 forældrepar, men ikke alle anmeldelser mundede ud i tiltaler mod den dengang 60-årige.

Da det første forældrepar kom frem med anklager mod pædagogen, blev der holdt et møde i Eventyrlunden, hvor alle forældrene blev orienteret om, at der var en sag i gang. De fik ikke at vide, hvad sagen drejede sig om i detaljer og fik besked på, at de ikke måtte gå hjem og afhøre deres børn.

Videoafhøringer med de 15 børn blev af anklagemyndigheden ført som bevis for, at pædagogen var skyldig. Forsvarets vidner har omvendt tegnet et billede af den 62-årige som en ekstremt dygtig og engageret pædagog.

Pædagogen selv har nægtet sig skyldig, men erkender at have kysset pigerne på munden i forbindelse med leg, som han ikke mener, har noget som helst med blufærdighedskrænkelse at gøre.

Det var ikke første gang den 62-årige pædagog var under beskydning med anklager om overgreb mod børn. Han har tidligere befundet sig i en lignende sag, som endte med at han blev frikendt.

»Min arbejdsmetode er mere fysisk end andres. Jeg er nok mere fysisk end gennemsnittet,« forklarede pædagogen.

»Der er mange børn, der kommer hen og vil have et kram, og det giver jeg dem. Nogle gange får jeg et kys på kinden, så får de et tilbage, og så siger de, at jeg stikker fordi jeg er et pindsvin,« forklarede pædagogen.

Han erkendte, at han har kysset flere piger på munden.

»Der er enkelte tifælde, hvor jeg har givet et kys på munden. Det er grænseoverskridende og der siger jeg normalt til børnene, at det skal de gøre med mor og far. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det var dumt.«

»Hvad med tungekys?« ville anklageren vide.

»Det var hende, der stak tungen ind i min mund, og der sagde jeg, at det var ikke i orden.«

Meget opsigtsvækkende gik den tidligere leder af institutionen Volo, som senere blev til Eventyrlunden, ud og forsvarede pædagogen tilbage i februar 2013:

»Der er i mine øjne tale om en moderne heksejagt,« sagde Gitte Holmen Jensen, som var leder for den nu dømte mand, da de arbejdede på Volo, til BT.