Præsidenten for det internationale fodboldforbund (FIFA), Sepp Blatter, blev fredag kørt til afhøring af repræsentanter for det schweiziske justitsministerium. Det skriver BBC.
Det schweiziske justitsministerium skriver i en pressemeddelse, at der er åbnet 'en straffesag' mod FIFA-præsident Sepp Blatter.
Ifølge pressemeddelelsen handler anklagerne mod Sepp Blatter om, at han tilbage i 2005 skulle have indgået en ulovlig aftale om tv-rettigheder med formanden for det mellemamerikanske fodboldforbund (CONCACAF), Jack Warner fra Trinidad & Tobago.
Desuden skal Sepp Blatter i 2011 have betalt 15 millioner kr. under bordet til UEFAs præsident, franskmanden Michel Platini. Formålet skulle være, at Platini skulle hjælpe Blatter med at blive genvalgt som FIFA-præsident.
Michel Platini skal også afgive vidneforklaring i denne forbindelse. En kilde hos de schweiziske myndigheder siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at Michel Platini selv har ønsket at bidrage med informationer i efterforskningen.
Den 79-årige Sepp Blatter blev taget med til afhøring efter et møde fredag eftermiddag i FIFAs såkaldte eksekutiv-komité, hvor man bl.a. besluttede, at VM i 2022 skulle afvikles om vinteren.
Det var meningen, at der skulle have været pressemøde efter dette møde med Sepp Blatter, men det blev ikke til noget p.g.a. afhøringen.
Ifølge flere nyhedsbureauer har politiet foretaget ransagning af Sepp Blatters kontor, og hans computer er blevet beslaglagt.
Det hele er led i en stor undersøgelse af FIFA, som blev indledt i maj i år, hvor 14 højtstående FIFA-folk blev anholdt på opfordring af det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Sepp Blatter blev i maj genvalgt som præsident for en ny fire-årig periode, men han har siden bebudet, at han vil trække sig. Det skal ske til en ekstraordinær kongres i FIFA til februar 2016.
Siden skandalen brød ud, har Sepp Blatter nægtet at rejse til nogle lande, der har udvekslingsaftale med USA. Det eneste land, Sepp Blatter har rejst til i de seneste fire måneder, er Rusland.