Kender du noget til sagen? Så tip os på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side.

En 31-årig mand fra Greve står tiltalt for voldtægt og tvang til samleje af to piger.

Derudover er han også tiltalt for at have forsøgt at 'opnå samleje' med en 13-årig pige. Og han skal forinden have blufærdighedskrænket hende og en anden 13-årig pige.

Af anklageskriftet fremgår det, at han har skrevet adskillige seksuelle beskeder til de to mindreårige piger, som i virkeligheden viste sig at være falske profiler oprettet af holdet bag tv-programmet 'Børnelokkerne'.

Vi kunne aftale, at du tog et stykke tøj af pr. pandekage du spiste? Men skal jeg tage kondom med på onsdag?

Han skrev blandt andet følgende til profilen 'phinepigen' på Skype og Speek.dk. som skulle forestille at være en 13 år gammel pige:

'Kan evt. lære dig at give et blowjob, hvis du er frisk på det?' og ' Hvor mange procent har du lyst til at have sex med mig, når vi ses?'

Han spurgte også ind til, hvilken slags sex de to skulle dyrke.

'Men du vil gerne have sex. Når du er så ung og jomfru kan det godt blive svært. Vil du evt. være villig til det i røven. Det er nemmere og gør ikke så ondt?.'

Det var også 'phinepigen', som den tiltalte skulle møde i sommer på Amager Strandpark, hvorefter han blev anholdt af politiet, som tv-holdet havde alarmeret.

»Det, der er lidt specielt i den her sag, er, at den i virkeligheden udspringer af, at pressen laver en fiktiv profil. Og at den tiltalte dukkede op for at mødes med den fiktive person, som forinden havde angivet at være mindreårig. Selvom der er tale om en fiktiv pige og en opdigtet historie, så er det afgørende for politi og anklagemyndighed, hvad den tiltalte har tænkt og gjort. Det er den onde hensigt, man ønsker at straffe,« siger anklager Jesper Holm til BT.

Anholdelse førte til to rigtige ofre

Da den tiltalte blev anholdt af politiet i sommer og man begyndte at efterforske sagen nærmere, fandt de frem til to forurettede piger via den tiltaltes computer og telefon. I 2016 blev en 15-årig pige voldtaget i mandens lejlighed i Greve syd for København. Ifølge anklageskriftet strittede pigen imod, men manden holdt hende fast, rev trusserne af hende og voldtog hende. Samme pige er han tiltalt for ved groft misbrug af sin alder og erfaring at have tvunget sig til samleje med - vaginalt, analt og oralt

En anden forurettet pige på 15 år tvang han til samleje i sommeren 2015 i en bil i en skov udenfor Slagelse. Manden er i dette tilfælde ikke tiltalt for voldtægt, men for at have misbrugt sin alder og erfaring til at forføre pigen.

Det er dog ikke første gang, at han har været i myndighedernes søgelys. Den tiltalte er tidligere straffet i en lignende sag. Her har han skrevet med en ung pige under 12 år. Herefter blev politiet inddraget, og de overtog hendes profil. Han blev straffet for at forsøge at opnå samleje med hende.

Vil straffe ham med fængsel

I den aktuelle sag har den tiltalte tidligere erkendt, at der er sket noget seksuelt, men hverken at der er tale om voldtægt, eller at han skulle have misbrugt sin alder og erfaring til at opnå samleje med de forurettede to piger. Han mener heller ikke, at han har haft i sinde at dyrke samleje med den fiktive pige 'phinepigen'.

Han har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt i august 2016. Udover fængselsstraf vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om, at den tiltalte ikke må være i selskab med børn under 18 år i sin bolig. Han må heller ikke søge kontakt til børn under 18 år gennem internettet eller lignende systemer.

Det forventes, at der falder dom 30. januar.