Det siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i en kommentar til, at DF nu igen er større end Socialdemokraterne i meningsmålingerne.
Dansk Folkeparti får opbakning fra 19,5 pct., mens Socialdemokraterne kun står til 18,3 pct. af stemmerne, hvis der var valg i dag, viser en måling, analyseinstituttet Wilke har lavet for Jyllands-Posten. S er dermed dykket fra 21,6 pct. i januar.
Hvor S-gruppen står til at blive 15-16 mand mindre, ville der komme 12 nye DF-medlemmer i Folketinget, hvis de tal holder. DF-gruppen ville nærmest eksplodere fra 22 medlemmer til 34.
Kristian Thulesen Dahl er ikke bange for at udnævne sit parti til ’det moderne arbejderparti’.
- Socialdemokraterne hænger fast i en masse historiske forestillinger, bl.a. om internationalt samarbejde. Vi har nye svar på de aktuelle problemer - f.eks. den vandrende arbejdskraft over grænserne. Vi synes, den danske arbejdskraft skal beskyttes, og det er det, vi skal sige i Bruxelles. Man kan godt sige, vi har overtaget Socialdemokraternes rolle som arbejderparti, siger Kristian Thulesen Dahl.
- På det seneste har Socialdemokraterne forsøgt at overbevise befolkningen om, at der er et økonomisk opsving på vej. I virkeligheden er der tale om lidt bedre internationale konjunkturer, og så håber de på, at de kan snakke et opsving i gang.
- Men nu er der jo et år til næste valg, og måske går S til valg med en anden formand. Vi er i hvert fald nødt til at regne med, at det er en mulighed, at Helle Thorning-Schmidt udnævner sig selv til en post i EU inden næste valg. Vi skal også huske, at S har en meget tung valgkampmaskine, når de først går i gang, og de vil også få støtte fra fagbevægelsen. Så de får nok et bedre valg end det, der lægges op til nu. Og vi er godt tilfredse, hvis vi kommer over valgresultatet fra sidste valg.
I har udstedt en masse løfter til de ældre om gratis offentlig transport og enestuer på hospitalerne med mere for 8-9 mia. om året. Kan I overhovedet holde det?
- Vi har ikke lovet, at vi vil gennemføre det hele, men at vi vil arbejde for det. Og da vi havde flertal med VK, fik vi også forbedringer for de ældre indført stille og roligt. Men vi vil ikke begå samme fejl som Helle Thorning- Schmidt. Inden næste valg vil vi komme nærmere ind på, hvad vi tror, der kan gennemføres hvornår.
- Vi tror også, der er mange penge at spare på at begrænse indvandringen. Effekten af indvandringen fra ikke-vestlige lande koster årligt Danmark 16,6 mia. Hvis vi kunne få antallet ned med 5.000 personer, ville det give en besparelse på 2,1 mia., siger Kristian Thulesen Dahl.
For 10 år siden var Socialdemokraternes egen opfattelse, at partiet burde samle vælgeropbakning fra mindst 30 pct. I dag kæmper de for at holde sig over 20 pct. Samtidig er 20 pct. også blevet et opnåeligt mål for DF, der ved de sidste fire valg har ligget på mellem 12,0 og 13,9 pct.
Det folkelige oprør mod salget af Dong-aktier til Goldman Sachs begyndte, da Kristian Thulesen Dahl pludselig vendte sig imod handlen, som han hidtil havde støttet. Det skabte så mange problemer internt i regeringen, at SF forlod regeringen.