Hver femte dansker ville sætte deres kryds ud for Dansk Folkeparti, hvis der var valg til Folketinget i morgen. Det viser en meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2.

Målingen er ifølge tv2.dk lavet efter nogle ugers ballade om salget af dele af DONG Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Kristian Thulesen Dahls (DF) parti får for første gang i en Megafon-måling over 20 procent af stemmerne, nemlig 20,1 procent, og partier er gået frem med fire procentpoint i forhold til den seneste måling, hvor en gruppe vælgere blev spurgt for mindre end to uger siden.

Folkestemningen mod salget af 19 procent af aktierne i det statsejede energiselskab er gennem de seneste uger blevet opildnet, fordi det er kommet frem, at Goldman Sachs ville få vetoret i vigtige beslutninger, samt at investeringsgiganten benytter sig af skattely.

Knap 198.000 har sat deres navn på underskriftsindsamlingen »Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs«, der har været demonstrationer, og nu lader det til, at vælgerne straffer regeringen for alligevel at blåstemple det såkaldte aktstykke.

Dansk Folkeparti har, selv om partiet var en del af forligsaftalen om at børsnotere DONG, sagt tydeligt nej til aktstykket, som blev vedtaget i Folketingets Finansudvalg torsdag.

Socialdemokraterne går markant tilbage i målingen og ender på bare 18,8 procent i målingen, mens Venstre trods en mindre tilbagegang fortsat er det største parti med 26,7 procent af stemmerne.

SF, som trak sig fra regeringen som følge af DONG-sagen, går ifølge tv2.dk omkring et procentpoint tilbage og ligger i målingen på 4,5 procent, og de Radikale står til 7,4 procent.