Statsminister Helle Thorning-Schmidt beskyldes på ny for at have holdt hånden over en lyvende minister.
I stedet for i december at fyre daværende justitsminister Morten Bødskov straks hun fik kendskab til, at han godt to år tidligere havde fabrikeret en løgn overfor Folketingets Retsudvalg i den famøse Christiania-sag, ville hun i stedet lade ham kæmpe for sin ministertaburet på et samråd.
Det fremgår blandt andet af en række endnu ikke offentliggjorte svar fra statsministeren til Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.
Thorning skriver, at hun 9. december fik oplyst, at Bødskov havde givet fejlagtige oplysninger over for Folketinget. Bødskov erkendte, at han sammen med den daværende formand for Retsudvalget Anne Baastrup (SF) havde fået Københavns Politidirektør til at aflyse et orienteringsmøde lige inden turen til fristaden, men politikerne i udvalget fik i strid med sandheden at vide, at politidirektøren selv havde meldt afbud.
Thorning-Schmidt ville dog give Morten Bødskov chancen for at forklare sig på et samråd dagen efter, at løgnen kom frem. Et samråd der som bekendt endte med, at Enhedslisten træk tæppet væk under Bødskov.
- Jeg synes, at det var godt, at justitsministeren fik lejlighed til at give sin samlede redegørelse for forløbet over for Retsudvalget den 10. december, skriver statsministeren.
Peter Skaarup mener, at Helle Thorning-Schmidt på den måde har holdt hånden over en lyvene minister.
- Det er ikke for meget forlangt, at en statsminister der bliver opmærksom på, at en minister har løjet over for Folketinget, øjeblikkeligt afskediger en sådan minister. Man skulle tro, at det stod med fed og stort i enhver statsministers ABC, men det gør det åbenbart ikke i Helle Thorning-Schmidts bog, siger Peter Skaarup til BT.
Peter Skaarup vil nu bede statsministeren tage stilling til, om det også vil være sådan i fremtiden, at det kun er hvis et flertal udtrykkeligt angiver mistillid over for en minister, at denne må gå af.
- Med andre ord: Kan ministre fylde omverdenen med løgn og bedrag uden det har konsekvenser, spørger Peter Skaarup.
Statsministeren var i midten af januar i samråd om sin rolle i sagen. Her fik hun kritik for at være vidende om, at Morten Bødskov allerede i november havde undladt at fortælle offentligheden, at 'der var givet et forkert billede af sagen'.
Enhedslisten og de borgerlige partier kunne dog ikke blive enige om en næse til statsministeren.
Thorning anklages for at beskytte Bødskov
Del:
