Søndag er åbenbart dagen, hvor regeringspartierne har valgt at komme på banen i debatten om konflikten på Vejlegården.

I en kronik i Politiken går skatteminister Thor Möger skarpt i rette med Venstres forslag om at gøre indgreb i lønmodtagernes ret til at konflikte.

- Jeg bliver harm over, at Venstre tager en lovlig og totalt faglig konflikt som gidsel i et ideologisk opgør med lønmodtagernes ret til at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Venstres forslag har intet med frihed at gøre, men vil tværtimod betyde, at lønmodtagernes frihed bliver indskrænket i modsætning til arbejdsgiverne, der får lettere ved at dumpe lønnen. Det vil være undergravende for den måde, vi har gjort tingene på i mange, mange år på det danske arbejdsmarked, skriver Thor Möger Pedersen i sin kronik.

LÆS OGSÅ: 

Han anklager de borgerlige politikere for at kalde kampen på Vejlegården for en 'frihedskamp'.

Efter hans opfattelse har det intet med frihed at gøre. Han mener, at de borgerlige kæmper for en junglelov og for et opgør med den danske model, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere løser konflikter uden politisk indblanding.

- En stærk fagbevægelse er en afgørende forudsætning for lønmodtagernes levevilkår og for samfundsøkonomien som helhed, skriver Thor Möger Pedersen.