Skatte- og beskæftigelsesministrene mener, at Venstre tager en lovlig konflikt som gidsel i et ideologisk oprør.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) beskylder Venstre for at slå plat på en lovlig konflikt, skriver Politiken.
Ifølge de to ministre kan oppositionspartiets forslag om at forbyde fagforeninger at iværksætte blokader mod virksomheder, der som Vejlegården er omfattet af en landsdækkende overenskomst, få uoverskuelige følger.
LÆS OGSÅ:
- Jeg bliver harm over, at Venstre tager en lovlig og totalt faglig konflikt som gidsel i et ideologisk opgør med lønmodtagernes ret til at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Venstres forslag har intet med frihed at gøre, men vil tværtimod betyde, at lønmodtagernes frihed bliver indskrænket i modsætning til arbejdsgiverne, der får lettere ved at dumpe lønnen. Det vil være undergravende for den måde, vi har gjort tingene på i mange, mange år på det danske arbejdsmarked, siger Thor Möger Pedersen til Politiken.
Mette Frederiksen hæfter sig ved, at både arbejdsgivere og eksperter i arbejdsret er betænkelige ved at ændre på den danske model.
- Til forskel fra Frankrig, Spanien og Grækenland, hvor konflikter bremser landenes udvikling og fører til uroligheder, har vi et meget fredeligt arbejdsmarked. Konfliktvåbnet betyder, at arbejdsgiveren har en interesse i at lave ordentlige aftaler, og det gavner den enkelte lønmodtager, virksomhederne og samfundet. Venstre er på vej i en retning, hvor man lægger op til grundlæggende ændringer af den danske model. Det har den store majoritet ingen interesse i, siger hun til Politiken.
SE BILLEDERNE:
Arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V) understreger, at Venstres beslutningsforslag om sympatikonflikter blev fremsat længe før den ophedede sommerdebat om Vejlegården tog fart.
- Sagen om Vejlegården har ikke noget med forslagets fremsættelse at gøre. Det er noget fuldstændig principielt. Vi mener, at den danske model trænger til en modernisering på det her punkt, siger Ulla Tørnæs til Politiken.
BNB
Konflikten mellem fagforbundet 3F og Vejlegården har stået på i månedsvis. Er det klogt, at regeringen først nu går rigtig ind i sagen, eller skulle den have været ude før? Deltag i debatten herunder: