På forhånd blev der sat spørgsmålstegn ved værdien af den danske deltagelse i den olympiske fodboldturnering. Kunne et afbudsramt dansk mandskab overhovedet være konkurrencedygtigt, og var der nogen af spillerne, som på et tidspunkt kunne komme i betragtning til A-landsholdet?
Efter to kampe er svaret et rungende ja til begge spørgsmål. Inden opgøret mod Brasilien natten til torsdag (kl. 03.00 dansk tid på DR1) er Danmark i spidsen for deres pulje, og flere spillere har vist stort potentiale.
Blandt de upolerede diamanter er den unge Dortmund-komet Jacob Bruun Larsen en af dem, der har skinnet mest tydeligt.
Den bare 17-årige kantspiller er blevet brugt som indskifter mod både Irak og Sydafrika, og især i den anden kamp fik han sat et tydeligt indtryk, da han kom ind fra bænken. Han lagde op til Robert Skovs sejrsmål og kom på banen med masser af overblik og initiativ.
»De to unge gutter, der kom ind, gjorde det helt fremragende, grænsende til det fantastiske. De kom med ny energi og nye kræfter i en situation, hvor sydafrikanerne var lidt trætte,« lød rosen fra OL-landstræner Niels Frederiksen til Skov og Bruun Larsen.
Og på tv2.dk kaldte Flemming Toft Bruun Larsen ’dansk fodbolds nye stortalent’:
»Han kan sætte sig selv i scene som kreatøren i det offensive, fordi han er en klog spiller, han har overblikket, han udstråler at nyde at være på bolden. Og så har han et stort potentiale.«
Det potentiale har en af Danmarks profiler, målmand Jeppe Højbjerg, observeret med egne øjne, og selv om de Esbjerg-keeperen aldrig har spillet sammen med Jacob Bruun Larsen, har de få timer sammen på fodboldbanen virket overbevisende.
»Jeg kendte ikke meget til Jacob før, men vidste, at han spillede i Dortmund, og der spiller man ikke, hvis man ikke er god til fodbold. Han er hurtig på bolden, har et godt drev med den og et overblik, der er beundringsværdigt. Han gør virkelig en forskel, selv om han kun er 17 år,« siger Jeppe Højbjerg om holdkammeraten.
»Det var imponerende at se ham komme ind mod Sydafrika og gør en forskel dér,« tilføjer Jeppe Højbjerg.
Lyngbys talentchef, Birger Jørgensen, har fulgt Jacob Bruun Larsen i fem-seks år, siden han som dreng skiftede fra Hornbæk til Lyngby.
»Vi kunne tidligt se, at han havde nogle fysiske forudsætninger for at blive en god fodboldspiller. Meget af det var givet fra starten. Han havde en god koordination, speed og power, og vi har hjulpet ham med at udvikle evnerne,« siger talentchefen fra Lyngby, der er bredt anerkendt som en af dansk fodbold bedste talentudviklingsklubber.
Bare 16 år gammel skiftede Bruun Larsen til Borussia Dortmund, Her er han så tæt på førsteholdet, at han har været med på den sæsonforberedende tur til Kina og spillet mod både Manchester United og Manchester City.
Mod United, som blev besejret 4-1, fik den unge dansker de første 45 minutter, mens han mod City kom ind den sidste halve time. Her blev kampen afgjort efter straffesparkskonkurrence, og det var desværre Bruun Larsen, som brændte det afgørende spark.
Hans voldsomme udvikling kommer ikke bag Lyngbys talentchef, der glæder sig over at holde kontakten ved lige med sin tidligere protegé, der kigger forbi klubben, når han er i Danmark.
: »Slet ikke. Han er en stille fyr, en god fyr. Det eneste, han har manglet, er måske den mentale del for at blive rigtig god. Men jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid, om den udvikling er blevet forstærket i Dortmund.«
»Han har været en forstærkning i to OL-kampe, når han er blevet skiftet ind. Og jeg tror absolut på, at han bliver A-landsholdsspiller. Jacob har den afgørende X-faktor i form af speed, power og klogskab, når han spiller,« fastslår en stolt Birger Jørgensen, der glæder sig til at se sin opdagelse mod en af verdens bedste fodboldspillere i Neymar.
Danmarks målmand er i hvert fald ikke i tvivl om, at denne kamp er lidt større end alt andet, han og holdkammeraterne har prøvet.
»Det bliver en oplevelse for livet, og det er helt sikkert den største kamp for os alle sammen i truppen. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at spille så stor en kamp igen. Det bliver spændende, og det er rart for os, at det er dem, der har kniven for struben, mens vi kan pakke os lidt ind. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke også skal kunne drille dem også. Neymar er selvfølgelig en stor spiller og har sin daglige gang i Barcelona, men han er altså ikke den eneste, vi skal holde øje med. Deres andre spillere er næsten lige så gode som ham,« forklarer Jeppe Højbjerg.
Mens han holder øje med en af verdens bedste fodboldspillere, syner landstræner Åge Hareide nok vis anden herre på banen med Bruun Larsen til efternavn.