Fredag aften starter en ny sæson af underholdningsprogrammet Vild med Dans, og svømmedarlingen Jeanette Ottesen husker på sin blog tilbage på sin egen deltagelse i 2012, der fulgte efter en olympisk fiasko.
For deltagelsen i showet kom efter OL i London, hvor Ottesen ikke formåede at leve op til favoritværdigheden. Og det gjorde ondt. Rigtig ondt.
»Jeg var selv med i Vild med dans i 2012, og det var et fantastisk afbræk fra min egen sport og min strikse hverdag. Men, der skete også en masse forandringer i mit liv i denne periode, og jeg måtte indse en hel del ting, som var ekstremt svære at indrømme både over for mig selv, men nok mest af alt over for min familie. Det var den sværeste periode i mit liv og i min svømmekarriere, men på det tidspunkt ignorerede jeg alle følelser og afviste al form for hjælp. Dette var min måde at flygte fra problemerne på, og det førte bestemt ikke til noget godt,« skriver hun og beskriver finalen, der gik helt galt. Først ved en svømmedragt, der drillede kort op til løbsstart - og siden selve løbet.
Rent faktisk gik det så galt, at hun de sidste ti meter af løbet, lå og græd i vandet, skriver hun. Til de nærmeste omkring hende havde hun meddelt inden OL, at det ville blive hendes sidste. Planen var, at hun skulle toppe og efterfølgende tage hjem og stifte familie med sin daværende mand Bobby. Senere gik ægteskabet i opløsning, og i dag er Ottesen gravid og gift med engelske Marco Loughran, der også er svømmer.
På trods af, at det var en stor oplevelse for Ottesen at være med i Vild med Dans, noget hun kalder en 'pigedrøm', var det ikke alt, der var en dans på roser. For hun flygtede fra realiteterne.
»Det var den perfekte måde at forsvinde lidt fra mit eget liv på, glemme alle mine sorger og leve i en fantasi. Jeg husker, jeg var en helt anden Jeanette, som var ligeglad med konsekvenser og ligeglad med andres følelser, for nu handlede det kun om mig. Jeg skulle bare have det sjovt, gå i byen, drikke mig fuld og gøre alle de ting, som jeg normalt aldrig kunne finde på at gøre. Jeg får en ekstremt ubehagelig følelse, når jeg sidder og skriver om dette, og jeg ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage og lave lidt om på tingene,« forklarer hun.
I sidste ende landede Ottesen på begge ben, og hun noterer sig, at hun glæder sig til at se sine svømmekollega Mie Østergaard Nielsen gøre sig til på dansegulvet fredag aften.
