København. Den olympiske svømmer Jeanette Ottesen skal have en lille pige, når hun føder sit første barn.

Det skriver svømmeren på sin blog, jeanetteottesen.com.

- Vi skal have en pige, og det er jo det vildeste at tænke på. Vi kan ikke lade være med at skraldgrine, når vi snakker om det. I så lang tid havde vi regnet med noget andet. Nu skal vi tænke lyserødt, skriver den firedobbelte OL-deltager i indlægget.

Kønnet blev afsløret til en misdannelsesskanning, som ifølge Jeanette Ottesen var ganske nervepirrende.

- Jeg var seriøst på toilettet fire gange, inden klokken blev 11.30, og jeg skulle ikke bare tisse. Ja, undskyld, men det var seriøst værre end at stå i en OL-finale, skriver svømmeren i indlægget på sin blog.

Den lille pige udnytter efter sigende den rigelige plads til at svømme i - ligesom den vordende mor.

Jeanette Ottesen og hendes mand, den britiske svømmer Marco Loughran, overraskede i starten af juli både venner og familie ved at blive gift i Amaliehaven i København.

/ritzau/FOKUS