Sommerferien til Mallorca udviklede sig til en slem skuffelse for familien Andersen fra København, da den ferielejlighed, som de havde lejet til 11.000 kroner, var i frygtelig stand. Nu advarer de andre mod booking.com.
Forventningerne var store, da Carsten Andersen, hans kone samt parrets tre børn i slutningen af juni tog på sommerferie til Mallorca. Parret havde selv fundet en ferielejlighed gennem det kendte ferie-site booking.com, som de glædede sig til at tage ned til. Hele 11.000 kroner måtte de slippe for herligheden i de ti dage, som ferien skulle vare. Men så var de også sikret en dejlig lejlighed med blandt andet balkon, udsigt og vaskemaskine. Eller det troede de.
For da familien nåede frem til lejligheden på østkysten af Mallorca stod det hurtigt klart, at det, de havde set billeder af på det kendte rejse-site booking.com overhovedet ikke stemte overens med virkeligheden.
I stedet for en lækker ferielejlighed med udsigt, havnede familien i, hvad de beskriver som, en ’garage-agtig til bygning til hotellet’ med fugtskjolder og mug på vægge og lofter.
»Der var ingen balkon, der var svamp i lofterne og skimmel på væggene, og der lugtede rigtig grimt. De har givet os noget helt andet. Det svarer slet ikke til det, der stod på nettet og til det, man forventede, til den pris,« siger Carsten Andersen og tilføjer:
»Og min kone og datter fik hertil voldsomme stød af at røre ved lejlighedens håndvask.«
Artiklen fortsætter under billedet
Familien ankom sent om aftenen og trods skuffelsen måtte de overnatte i lejligheden, da de ikke kunne få kontakt til nogen. Næste dag kontaktede familien Booking.com. Men så begyndte den længe ventede ferie at udvikle sig til et mareridt. For booking.com var ikke til stor hjælp.
»Hotellets ejere var ikke til at få fat i, så vi talte med booking.com og fremsendte dokumentation. Men det var svært at få en reaktion og få booking.com til at gøre noget i sagen. Vi talte med nye personer hver gang, som ikke kendte sagen. De kunne heller ikke komme i kontakt med udlejeren, så det eneste, de tilbød, var, at vi kunne få 20 procent rabat,« fortæller Carsten Andersen, der dog ikke var synderligt interesseret i det tilbud.
Artiklen fortsætter under billedet
Så familien blev på hotellet endnu en nat. Men allerede efter den anden nat stod det klart, at de måtte finde noget andet.
»Efter 2. nat havde min kone hævede røde øjne samt smerter i øjnene af at sove i lejligheden,« forklarer Carsten Andersen.
Familien kontaktede derfor atter booking.com, men stadig var hjælpen sparsom.
Artiklen fortsætter efter billedet
Carsten Andersen fik dog derefter kontakt til andre af hotellets gæster, der var utilfredse med hotellet, og først da han truede med, at han ville samle alle sammen og lave en fælles klage, kom der skred i tingene.
»Pludselig fik vi en mail fra booking.com, at vi kunne få 15 minutter til at tage stilling til, om vi ville flytte til et andet hotel på den anden side af øen og samtidig få 20 procent rabat for de dage i den første lejlighed,« fortæller familiefaderen.
Familien sagde ja tak til tilbuddet, og det nye feriehus var fint og resten af ferien forløb godt.
Men dermed sluttede familiens trængsler ikke. For vel hjemme vil booking.com ikke tilbagebetale de 20 procent rabat for de første to overnatninger, som ferie-sitet ifølge Carsten Andersen lovede.
»Jeg fik bare en mail fra dem om, at vi ikke ville få pengene alligevel, selvom det stod i den oprindelige mail,« forklarer Carsten Andersen.
BT har set den omtalte første mail, hvor det fremgår, at ferie-sitet ville give familien Andersen 20 procent i rabat.
Artiklen fortsætter efter billedet
Carsten Andersen er rystet over sin oplevelse med booking.com, som han ellers havde valgt, da han tidligere har haft positive oplevelser med sitet.
»Men det her havde vi ikke forventet, og derfor vælger vi at gå ud og advare andre og fortælle, hvad man kan komme ud for,« siger Carsten Andersen, der efter sin oplevelse ikke kunne finde på at bruge booking.com en anden gang.
Føler du, at I fik ødelagt jeres ferie af oplevelsen?
»Ja, det gjorde vi jo. I hvert fald de første to dage. Det er jo stressende at få sådan en lejlighed, og man bruger jo tid på at ringe og få tingene bragt i stand,« siger familiefaderen.
Artiklen fortsætter under billedet
Han oplyser desuden, at booking.com efterfølgende fortsat lejer den pågældende lejlighed ud. Dog har booking.com rettet beskrivelsen og sat nye billeder ind af lejligheden. Men det er ikke nok, mener Carsten Andersen:
»Det er ikke i orden, at de fortsætter med at leje sådan en bolig ud, når de har fået kendskab til tilstanden,« siger han.
BT har stillet Booking.com en række spørgsmål. Selskabet oplyser i et skriftligts svar, at 'eventuelle misforståelser i forhold til familien Andersen er blevet afklaret og løst af kundeservice' BT afventer stadig svar på de resterende spørgsmål.
