Kald dem et skrig fra sindssygens grænseland. Kald dem et hylende hallo fra Helvedes haller. Kald dem dog først og fremmest og afgørende for et velgørende vræl efter en værdig verden, hvor begreber som ”frihed” og ”anstændighed” stadig er gangbare.
Det lidet livsbekræftende navn – Suicidal Tendencies – til trods, giver det hårde hold fra Venice, Los Angeles, nemlig nok fanden i det hele men til gengæld også deres fans håb om, at det nok – selv i verden, som den er – er værd at kæmpe for endnu en dag.
Det er 20 år siden, jeg sidst oplevede Suicidal Tendencies live – som ét af de få bands, som i min optik kunne tvinge et smil ud af 1990’ernes klynke-kavalkade af grunge og britpop. Det var også på Roskilde Festival, men at ST to årtier senere ville vende tilbage – endnu bedre end dengang – havde jeg faneme ikke drømt om. Men det gjorde de altså, da de åbnede Arena scenen torsdag aften. For dén dag i dag lever sanger ”Cyco” Mike Muir og hans håndgangne mænd op til titler som ”You Can’t Bring Me Down”, ”Ain’t Gonna Take It” og ”We Are Family”.
Koncerten begyndte således tåleligt, men vi var kun få numre inde i seancen, før den udviklede sig til et psycho-suverænt styrtløb i spilleglæde, som kommer til at stå som målestok for resten af de optrædende på Roskilde i år. De VIL simpelthen ikke lægge sig ned, og hvorfor fanden skulle de også det.
Fra ”Freedom” via suveræne ”War Inside My Head”, ”Possessed To Skate” og ”Cyco Vision” til de ubetalelige ”I Saw Your Mommy” og ”Pledge Your Allegiance” var det hér en orgiastisk opvisning i samme spilleglæde, dedikation og ikke blot et håb – men et KRAV – om, at vi lever dette liv fuldt ud. I og med det nu engang er dét, vi har fået det til. Suicidal Tendencies er alt det, denne festival – mere eller mindre troværdigt – giver sig ud for at være; nemlig et krav om frihed og retten til at leve før-bemeldte liv, som man nu engang finder det bedst. Fænomenalt!
Suicidal Tendencies, Arena, Torsdag
FØLGER DU MED FRA MOBILEN? KLIK HER OG FØLG BT'S JOURNALISTER PÅ ÅRETS ROSKILDE FESTIVAL