Team Tinkoff-Saxo fik holdets første etapesejr i årets Vuelta a España, da Peter Sagan kom først over stregen i mandagens tredje etape.
Tredje etape af årets Vuelta a España var en flad en af slagsen på 158 kilometer fra Mijas til Malaga, der ikke overraskende endte med en massespurt.
Team Giant-Alpecin forsøgte at køre deres sprinter, tyskeren John Degenkolb, i stilling til spurten, men Peter Sagan accellerede på det rigtige tidspunkt, og det lykkedes ham at vinde spurten for næsen af franskmanden Nacer Bouhanni fra Cofidis. John Degenkolb måtte tage til takke med tredjepladsen.
»Tillykke til Peter Sagan,« skrev Team Tinkoff-Saxo efterfølgende på Twitter.
Da feltet kom samlet til mål, skete der ingen forskydninger i den samlede stilling. Det betyder, at vinderen af anden etape, colombianeren Esteban Chaves fra Orica-GreenEdge, stadigvæk er i løbets røde førertrøje. Han er fem sekunder foran hollænderen Tom Dumoulin fra Team Giant-Alpecin.