Efter fem andenpladser i årets Tour de France vandt Peter Sagan endelig en etape

Få kender følelsen af at være den første taber som Peter Sagan.

Fem gange måtte Tinkoff-Saxos slovakiske stjerne se sig snydt for sejren i årets Tour de France, og selv om han vandt den grønne pointtrøje for fjerde år i træk, var det næppe nok til at dæmpe ærgrelsen over ikke at have vundet en etape.

Derfor var det en meget glad Peter Sagan, der mandag kunne brøle jublen ud i Málagas gader, efter han kom først over målstregen efter 158 kilometers kørsel fra Mijas på tredje etape af Vuelta a España. Sagan vandt massespurten foran franske Nacer Bouhanni (Cofidis) og John Degenkolb (Giant-Alpecin), der tilsammen vandt seks etaper i sidste års Vuelta.

»Jeg er meget glad. Jeg er nødt til at sige tak til mine holdkammerater, for de gjorde et godt stykke arbejde. Jeg har forsøgt at vinde en sejr for holdet, og jeg er glad for, at det endelig lykkedes. Det er en rigtig god dag,« sagde Peter Sagan ifølge Cyclingnews efter etapen.

Fik hjælp af vinden

Motivationen for at hævne de fem andenpladser i Touren var dog ikke det eneste, der drev ham til sejren – hverken billedligt eller bogstaveligt talt.

»Jeg var meget sur over, at de andre hold ikke trak frem mod spurten. Bouhanni og John Degenkolb kom først frem inden for de sidste tre kilometer. Derfor var vi nødt til at vinde i dag. Jeg tog Degenkolbs hjul, og han indledte spurten tidligt – omkring 250 meter ude, mener jeg. Han gik den ene vej, og jeg gik den anden vej. Vinden hjalp, og det faldt ud til min fordel,« sagde Peter Sagan.

Søndagens etapevinder Esteban Chaves (Orica-GreenEdge) er fortsat indehaver af den røde førertrøje.

Sejren var Sagans første i en Grand Tour siden Tour de France i 2013 og den ottende i alt i denne sæson. Slovakken blev hentet til Tinkoff-Saxo af Bjarne Riis, men han har skuffet holdejer Oleg Tinkov, der åbent har kritiseret Sagan.