Pendlere på hele Sjælland, Møn, Lolland og Falster skal fra på lørdag betale en ny pris for de daglige rejser til og fra arbejde. De fleste slipper billigere, mens andre skal betale mere.

Det viser et pristjek, som BT har foretaget.

Bedst ser det ud for pendlere mellem Borup og Nykøbing Falster. Hidtil har de skulle betale 2.280 kroner for et pendlerkort gældende i 30 dage. Efter lørdag lyder prisen på 1.600 kroner - altså en besparelse på 680 kroner om måneden. Omvendt ser det ærgerligt ud for de faste rejsende mellem Stenlille og Store Havelse. De må af med hele 450 kroner mere månedligt.

De nye priser kommer efter, at samarbejdet mellem trafikselskaberne DSB, Movia og Metroselskabet, ‘Din Offentlige Transport,’ i januar lancerede en gennemgribende behandlinger af taksterne i hele Østdanmark, der har gjort priserne mere ensartet. Herefter har der været justeringer af priser og zoner to gange. På lørdag sker det tredje gang, og selskaberne har også annonceret, at der kommer mindst én justering mere. Det kommer til at ske i september.

Ændringerne kommer i denne omgang til at ramme pendlere til omkring 600 rejserelationer - altså kombinationer af rejseveje med offentlig trafik - på ni zoner og derover, oplyser ‘Din Offentlige Transport.’

Forretningschef i Movia, Eskil Thuesen, der udtaler sig på baggrund af trafikselskabernes samarbejde, fortæller, hvad prisændringerne skyldes.

»Der har været nogle fejl på et mindre antal rejser. Vi har 20.000 forskellige rejserelationer, og alle de store har vi haft styr på. Men vi er blevet opmærksom på, at der nogle steder har været noget, der ikke har været rigtigt ud fra vores grundlæggende princip om, at man betaler efter en fugleflugtslinje fra start til slut,« siger han til BT.

Eskil Thuesen kan ikke love, at prisændringerne til september bliver de sidste. Men han forventer, at det kun vil få relevans for et fåtal af pendlerne.

»Jeg kan ikke udelukke, at der kommer nogle flere. Eksempelvis kan der komme nogle i forbindelse med nye køreplaner, eller hvis der åbner en ny metrolinje. Men justeringerne bliver mindre og mindre,« siger han.