Ingen begivenhed er så leveringsdygtig i at skabe nye stjerner som et OL. Legene er ikke slut endnu, men allerede nu har Rio udklækket det ene nye stjerneskud efter det andet.
BT bringer her et overblik over nogle af de atleter, der har begejstret ved OL i Rio.
Simone Biles, USA, gymnastik – 4 guldmedaljer og 1 bronze
Måske havde du hørt navnet Simone Biles, inden du satte dig til rette i sofaen til OL. Måske havde du endda set hende vinde ti VM-guldmedaljer. Måske ikke. Men har du fulgt lidt med i dækningen fra Rio de seneste to uger, kender du både navnet og smilet nu.
Simone Biles vil ikke sidestilles med de største OL-atleter.
»Jeg er ikke den næste Usain Bolt eller Michael Phelps. Jeg er den første Simone Biles,« siger hun med en allerede små-ikonisk oneliner.
Men det kan ikke undgås. Biles, der har vundet fire guldmedaljer og en enkelt bronze i den olympiske ’gymnastiksal’, er blevet en global superstjerne – men især i hjemlandet, USA, er populariteten enorm. Først og fremmest på grund af hendes epokegørende talent, succes og karisma. Men hendes lille hyggeflirt med Hollywood-stjernen Zac Efron skader næppe heller. OL i Rio 2016 – hendes første – har været Simone Biles’ lege.
Wayde van Niekerk, Sydafrika, atletik – 1 guldmedalje og en verdensrekord
Hvem har løbet 100 meter på under 10 sekunder, 200 på under 20 sekunder og 400 meter på 43,03 sekunder? Svaret er ikke Usain Bolt, selv om supersprinteren prøvede kræfter med den lange sprintdistance i sine unge år på Jamaica.
I stedet står sydafrikanske Wayde van Niekerk, som det første menneske i historien, for den imponerende præstation. Det er dog ikke triple-raketten, der har sendt van Niekerks OL op i de højere luftlag.
I stedet står ét løb som van Niekerks stempel på de olympiske lege. I finalen på herrernes 400 meter løb den 24-årige komet ikke bare fra sine konkurrenter. Han løb også fra historiens bedste 400 meter-løber, Michael Johnson, der fra pressepladserne i Rio kunne se sin verdensrekord fra 1999 blive gennemhullet af sydafrikanerens pigsko. For to år siden var Wayde van Niekerk ukendt. Nu er han verdensmester, olympisk mester og verdensrekordholder.
Elaine Thompson, Jamaica, atletik – 2 guldmedaljer og 1 sølv
De kan producere en hulens masse godt på Jamaica. Rom er et godt eksempel. Men er der noget, den caribiske ø excellerer i, er det sprintere.
Jamaica spytter den ene fantastiske hurtigløber ud efter den anden – med Usain Bolt som det bedste eksempel. Men verdens mest omtalte atlet er ikke alene på tronen.
Ved OL for fire år siden havde ingen hørt om Elaine Thompson. Ja, faktisk var det først, da hun under VM i Beijing sidste år fik sølv på 200-meteren, hun pådrog sig lidt opmærksomhed. Nu vælter hun sig i den.
Det gør hun, fordi hun ved dette OL har ladet sig kåre til klodens ubestridte sprinterdronning. Lørdag vandt Thompson 100 meteren foran amerikanske Teri Bowie og landsmanden Shelly-Ann Fraser-Pryce, og onsdag aften lokal tid doblede den jamaicanske supersprinter op, da hun på overraskende vis henviste den hollandske favorit, Dafne Schippers, til sølvet. Elaine Thompson er landet, og hun kan hente mere guld i de kommende dages stafetter.
Almaz Ayana, Etiopien, atletik - 1 guldmedalje og 1 bronze
Kan man smadre en 22 år gammel verdensrekord med næsten 14 sekunder uden at være dopet? Det er spørgsmålet, der rejser sig omkring Almaz Ayana (midten). Den 24-årige etiopiske kvinde løb i sidste uge et 10.000 meter-løb, man i engelsktalende lande vil kalde ’out of this world’.
Ayanas løb mod guldet var ikke bare en destruering af en verdensrekord, der i mange, mange år har været urørlig. Det var også en personlig forbedring på 43 sekunder i forhold til etiopierens hidtidige personlige rekord.
Er Ayana ren, har hun løbet et løb, som selv de største superlativer ikke kan dække over. Er hun det modsatte … Ja, så er det bare at ryste på hovedet.
Både eksperter og konkurrenter er skeptiske. Hovedpersonen selv lover, at det historiske løb er muliggjort af hårdt arbejde og tro.
»Jeg vil sige tre ting. For det første har jeg trænet hårdt. For det andet takker jeg Gud. Han giver mig alt, alt, alt. Min doping er min træning, og min doping er Jesus. Ellers intet. Jeg er helt ren,« siger Ayana, der kan fordoble sin guldhøst på den kommende 5.000-meter.
Thiago Braz da Silva, Brasilien, atletik – 1 guldmedalje
Hjemmebanefavoritter har det med også at blive kæledægger andre steder. Brasilianske Thiago Braz da Silva har samme potentiale.
Braz vandt sensationelt mændenes stangspringskonkurrence – og han gjorde det i en finale, der indeholdt alt det materiale, som gode historier er lavet af. Rio-yndlingen var ikke bare en overraskende vinder foran et ekstatisk hjemmepublikum. Han øgede også sin egen rekord med 10 centimeter, og så satte han oven i købet olympisk rekord i den dramatiske finale.
Men hjemmebanefordele og rekorder er ikke det eneste, der har givet den bare 22-årige guldvinder omtale. For som alle gode dramaer har historien også en skurk. I hvert fald for de emotionelle brasilianske fans på tilskuerpladserne.
Franske Renaud Lavillenie var stangspringskonkurrencens favorit, men til sidst blev han buhet ud. Brasilianerne ville ikke se ham komme over sidste højde og snuppe Thiago Braz’ guldmedalje.
Det gjorde Lavillenie da heller ikke, men efterfølgende klagede han over publikums ’chikane’. Det tog brasilianerne som en krigserklæring, hvorfor franskmanden måtte lægge ryg til buh-råb i den kommende dags medaljeceremoni. Det tager dog intet fra Thiago Braz, der har sprunget sig til OL-stjernestatus.
Pernille Blume, Danmark, svømning – 1 guldmedalje og 1 bronze
Ville den danske svømmedarling have været med på en lignende international liste? Måske ikke. Skal hun med her? Ja, selvfølgelig.
Pernille Blume kom ud af ingenting. Uden de store individuelle resultater og med en pause fra svømningen frisk i erindringen. Hun tager hjem fra Rio med en guldmedalje, en bronzemedalje og en nyvundet status som et af de største og mest omtalte navne i dansk sport.
Den karismatiske svømmepige vandt på sensationel vis guldet i 50 meter fri. En sejr, der lod til at overraske hovedpersonen lige så meget som omgivelserne. Hendes jubel, smil og tårer fik derfor frit løb på medaljeskammelen, hvor hun tog plads igen, da hun sammen med sit hold lidt senere vandt bronze i 4x100 meter medley.
Hun er OLs største og bedste danske fortælling. Ja, kort sagt en af dem, det er svær at få nok af. Billederne af Pernille Blume, der fjerner svømmebrillerne fra øjnene og ser sit navn øverst på OL-svømmehallens resultattavle, kan og vil blive set igen og igen.