Tårerne trillede ned ad kinderne på Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, da kronprins Frederik torsdag eftermiddag brasiliansk tid hængte olympiske sølvmedaljer om halsen på de to damedouble-spillere.
Det var tydeligvis en voldsom følelsesmæssig oplevelse for det danske par at stå der på podiets næsthøjeste trin. Arm i arm. De skævede et par gange med deres blanke øjne over til japanske Matsutomo og Takahashi, de nykårede olympiske mestre, som også er nummer et på verdensranglisten.
Det var så tæt på, at Rytter Juhl og Pedersen havde leveret overraskelsen. Og kunne have stået der i stedet. Øverst på medaljeskamlen. Foran med 19-16 i tredje og afgørende sæt lignede det den ultimative danske triumf.
Men fem japanske point vendte fuldstændig billedet og afgjorde det vildeste fjerdrama indtil videre ved dette OL med en sejr på 18-21, 21-9 og 21-19.
Derfor var de danske tårer selvfølgelig et udtryk for skuffelse og frustrationer. Men det var ifølge Kamilla Rytter Juhl - som med et meget tomt blik lignede den mest medtagede af de to spillere - i langt højere grad et udtryk for glæde og stolthed. Og træthed. Men trods alt mest glæde.
»Vi er fuldstændig smadrede lige nu. Det er den hårdeste kamp, vi nogensinde har spillet. Både fysisk selvfølgelig. men også i hovedet. Der er mange ting, der flyver rundt. Vi er fuldstændig ekstremt stolte af den her medalje, som vi jo føler, vi har vundet. Men det er klart, at når vi kun er to point fra at tage den anden flotte medalje, så er man selvfølgelig også skuffet. Alle tårerne er primært glædestårer. Fordi vi er så glade og stolte. Og så er der lige én ud af 100 tårer, der er skuffelse, og måske den anden ud af 100, der er ren og skær træthed,« siger Kamilla Rytter Juhl, mens makkeren Christinna Pedersen supplerer:
»Vi er så trætte, da den sidste bold er spillet. Kamilla siger til mig: 'Jeg har aldrig været så træt og udmattet før'. Det er som om, det hele snurrer, da vi er færdige, og det hele er bare syret til. Vi kan næsten ikke hænge sammen. Det var også lidt et succeskriterium for os, for vi vidste på forhånd, at vi skulle helt derud for at slå de to japanere. De sidste tre kampe her har været lange kampe, og jeg føler, at den her er den hårdeste. Vi er fuldstændig udmattede og selvfølgelig ærgerlige over, at den (sejren, red.) smuttede fra os sådan her (knipser, red.),« siger Christinna Pedersen, som stadig havde kampens sidste fem bolde i hovedet
»Hvis der nogensinde var et tidspunkt, hvor jeg ønskede at være heldig, så var det i slutningen af kampen. Hvis vi bare havde fået et enkelt point…,« siger hun, før Kamilla Rytter Juhl overtager:
»Jeg vil sige, at jeg synes ikke, det er sådan, at vi laver nogle hurtige brøler-fejl mod slutningen. Gjorde vi det, ville det være bittert og så havde vi ærgret os endnu mere. Men jeg har fornemmelsen af, at på 19-19 er det ikke fordi, vi spiller torskedumt,« siger den ene halvdel af parret, der har sikret det bedste danske OL-resultat nogensinde i damedouble.
Deltagelsen i OL-finalen komme et år efter, at de to spillere nåede deres dengang største resultat med et VM-sølv. Men modsat sidste års guldkamp er danskerne denne gang tilfredse med deres indsats.
»Vi kiggede hinanden i øjnene inden den her kamp og lovede, at vi ville give alt. Vi var måske lidt for tilfredse, da vi spillede os i VM-finalen sidste år, hvor vi også tabte, og det har vi været ærgerlige over. Derfor kiggede vi Kenneth (Kenneth Jonassen, assisterende landstræner, red.) i øjnene og lovede, at sådan skulle det ikke være denne gang. Jeg får helt gåsehud, når jeg snakker om det. Og det blev det heller ikke. Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Vi har også lige fået verdens største krammer af Kenneth og Lars (Lars Uhre, landstræner, red.) herude bagved. De er så stolte, og det gør os helt vildt stolte, at de er det,« siger Christinna Pedersen og tilføjer:
»Men… Det er to point. Sport er brutalt, og det er det det værste, der kan ske med badmintonøjne. Det er at tabe med to point i tredje sæt.«
Der går nok alligevel lidt tid, før skuffelsen er forduftet for damedoublen...