Wolfsburg har et problem. Belgiske Kevin De Bruyne - manden, der var Bundesligaens absolut bedste spiller i den forgangne sæson - er rejst til Manchester City, og med sig har han taget en stor håndfuld mål og assists.
Men i folkevognsklubben er man sikker på, at løsningen på problemet findes i truppen - blandt andet i form af danske Nicklas Bendtner, som sportsdirektør Klaus Allofs spår en stor sæson.
»Jeg synes, folk har været for hurtige til at vurdere Nicklas. De har dømt ham ude efter enkelte kampe,« siger Allofs til Tipsbladet og fortsætter:
»Vi har hele tiden set Nicklas som et langsigtet projekt. Jeg er enig med min gamle holdkammerat Morten Olsen i, at Nicklas nu skal bevise, at han kan være god i en hel sæson. Nicklas er en af de spillere på vores hold, der har spillet en del internationale kampe, og i det lys kommer han til at spille en vigtig rolle for os.«
Wolfsburg møder lørdag oprykkerne fra Ingolstadt på udebane.
