Nicklas Bendtner var ikke tilfreds, efter at Danmark mandag spillede 0-0 i EM-kvalifikationskampen mod Armenien.

Efter 0-0 mod Albanien fredag spillede det danske landshold mandag igen 0-0 i EM-kvalifikationen. Denne gang mod Armenien på udebane.

»Det er skuffende,« sagde Nicklas Bendtner efter kampen til Kanal 5.

»Det er svært at pinpointe, hvad der går galt. Vi mangler den sidste bold, for at vi kan komme til chancen. Den sidste bold bliver ikke god,« konstaterede den danske angriber, der sandt at sige ikke fik ret meget at arbejde med.

De to uafgjorte resultater betyder, at Danmark ikke længere er i en situation, hvor de rød-hvide selv kan spille sig på en af de direkte kvalifikationspladser. Men der kan dog komme en ekstra chance i form af play-off kampe.

»Det er ikke den situation, vi ønskede at være i på nuværende tidspunkt. Men vi må prøve at få et godt resultat i Portugal,« sagde Nicklas Bendtner med henvisning til, at Danmarks sidste puljekamp skal spilles i Europas sydvestlige hjørne.