333 kilo var for meget for holdet bag tv-serien. I stedet gav 24-årige Stefan Jepsen sig til at træne med programmets tidligere vært. nu er han kommet ned på 209 kilo – og målet er at veje 120 kilo om to år
17. februar 2012: Stefan Jepsen står på en vægt på Odense Universitetshospital. 333 kilo viser den. Lægen har sjældent set lignende og spørger, om Stefan godt ved, at hans vægt er så høj. Ifølge Stefan mener lægen, at der efterhånden ikke er nogen vej tilbage.
Den samtale blev vendepunktet for den dengang 22-årige mand.
- Jeg tænkte, at nu skulle jeg nok til at prøve noget andet end at sidde foran computeren hos mor og spise pizza, siger Stefan Jepsen.
Han ringede til holdet bag programmet ’Ekstremt fed’, hvor hans nuværende træner Henrik Duer medvirkede. Stefan Jepsen håbede, at deltagelse i programmet kunne hjælpe ham ned ad vægtskalaen. Men da han ringede til seriens ’castere’, fik han et uventet svar:
- Jeg var for fed. De mente, at når jeg var så tyk, var der også nogle psykiske problemer, så det var ikke noget for dem, fortæller Stefan Jepsen.
Men kiloene skulle af nu. Derfor skrev han selv til Henrik Duer om sit ønske om at tabe sig, og fortalte ikke mindst historien om, hvordan han var endt på de 333 kilo. Den historie gjorde, at Henrik Duer allerede svarede på beskeden dagen efter, den var sendt.
I går kunne de fejre toårs-jubilæum. Et jubilæum, hvor de fejrede, at Stefan gik fra at veje 273 kilo, da de begyndte at arbejde sammen, til i dag at veje 209 kilo.
Tilsammen har Stefan tabt 133 kilo, da der også var perioder, hvor han tog på.
Men hvordan kommer man overhovedet til at veje 333 kilo? Stefan Jepsens nedtur begyndte, da han var omkring 20 år, hvor problemer med ryggen gjorde, at han ikke kunne beholde sit arbejde som kokkeelev i Odense.
- Jeg ville så gerne arbejde, for jeg ville ikke ende som kontanthjælpsmodtager, som min mor. Men da jeg mistede jobbet, kunne det hele bare være ligegyldigt, og så begyndte jeg bare at æde, som det passede mig, fortæller han.
Som barn boede Stefan Jepsen i Sønderborg på Als. Faderen døde, da Stefan var fem år, hvilket efterlod hans mor alene med ham og hans storesøster. Moderen havde svært ved at klare den opgave alene, og derfor blev Stefan tilknyttet en plejefamilie, som i begyndelsen skulle aflaste moderen i weekenderne. Senere boede han permanent hos plejefamilien fra omkring 13 års alderen.
Ensomhed
Tiden hos plejefamilien gik fint, og da Stefan Jepsen som 17-årig flyttede tilbage til sin mor, der nu boede i Odense, var han fast besluttet på at give den gas som kokkeelev. Men da rygproblemerne satte ind, indledte Stefan en turbulent tilværelse. Han flyttede tilbage til mor, boede på herberg i Odense i 15 måneder, da han var 21, og flyttede igen tilbage til mor. Det var i disse år, at kiloene for alvor begyndte at sætte sig.
- Men jeg var ligeglad. Jeg havde også mistet et job, jeg havde ved siden af. Det hele forsvandt fra mig, så jeg sad bare ved computeren og spiste pizza, siger han.
I takt med at kiloene kom på kroppen, forsvandt flere og flere personer ud af Stefan Jepsens liv.
- Stort set alle droppede kontakten. Det må da også have været hårdt at se på, men der var nok ikke mange, der var i tvivl om, hvilken vej det gik. Når man ser tilbage, ville jeg nok have gjort det samme, men folk kunne i det mindste have givet en forklaring. Det var hårdt.
Også storesøsteren trak sig, da det ifølge Stefan var for hårdt for hende at se på. I en alder af 22 år var der ingen udsigt til, at nogen eller noget ville redde den unge mand fra hans livs krise.
Heldigvis fik Stefan Jepsen kontakt til Henrik Duer, der har hjulpet Stefan siden august 2012, og kampen mod kiloene fortsætter stadig.
- Mit endelige mål er 120 kilo om to år. Derefter håber jeg på at kunne blive fitnessinstruktør, for hvis en som mig, der har tabt så mange kilo, ikke kan hjælpe, så ved jeg ikke, hvem der kan, fortæller han.
Henrik Duer dur
Modet, motivationen og målrettetheden er kommet tilbage hos den snart 25-årige mand, der i dag bor på et herberg for unge mennesker i Odense. Og når der kommer dage, hvor Stefan føler sig fristet til at snuppe en pizza eller droppe træningen, kan han altid finde støtte blandt de mange, der holder ham i gang.
- Min søster er tilbage i mit liv, og Henrik Duer har lovet, at jeg kan træne med hans fætter Kim Kold, når jeg kommer under de 200 kilo.
Og så var der ikke mindst gårsdagens Facebook-opslag af Henrik Duer, som fortæller om Stefans vægttab. Det opslag høstede langt over 50.000 ’likes’ og tusinder af positive kommentarer.