Helt umotiveret blev den danske svømmestjerne Jeanette Ottesen og hendes kæreste i weekenden overfaldet på åben gade i København.

Men selvom hun ifølge ifølge sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, er rystet, er hun allerede tilbage i bassinet for at træne til VM i august.

»Jeg har hørt fra hende, og hun er selvfølgelig rystet af sitautionen. Det tror jeg, alle ville være. Men hun er en fighter. Det er præcis det, hun er. Så hun har været til træning og gør, hvad hun kan, for at det skal få mindst mulig indflydelse på hendes forberedelse til VM,« siger Lars Green Bach til bt.dk.

Læs også:

To af Jeanette Ottesens fingre kom til skade, da overfaldet stod på midt i trafikken søndag eftermiddag på Østerbrogade i København.

En bagvedkørende bilist mente, at Jeanette Ottesen kørte for langsomt. Det var angiveligt det, der fik manden til at overfalde først Jeanette Ottesens kæreste, elitesvømmeren Marco Loughran, og siden hende, da hun forsøgte at forsvare sin kæreste.

»Hun har det efter omstændighederne godt. Vi støtter og hjælpe hende alt det, vi kan, for at hun kan håndtere det og komme videre,« siger Lars Green Bach og tilføjer:

»Og det er jeg sikker på, at hun nok skal. Hun er jo en stærk pige. Men selvfølgelig bliver alle påvirket af sådan en situation.«

Læs også:

Han har endnu ikke snakket med Jeanette Ottesen om, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid. DM venter i begyndelsen af juli, og VM i Rusland følger i august.

Over for tv2.dk fortæller Jeanette Ottesen, at hun ikke kommer til at svømme DM, men at hun tager med landsholdet på træningslejr til Kroatien senere som forberedelse til VM.

»Lige nu skal vi bare slå koldt vand i blodet og se, hvordan det udvikler sig. Men det er klart, at DM ikke er hendes primære mål i år, det er VM. Så selvfølgelig vil der blive taget de forholdsregler, der er nødvendige, for at hun kan være klar til VM,« siger Lars Green Bach.

Læs også:

Han tror ikke, at hendes to skadede fingre, hvoraf den ene menes at være brækket, mens den anden er svært forstuvet, bliver et afgørende problem for Jeanette Ottesens VM-deltagelse.

»Selvfølgelig er det generende, og selvfølgelig påvirker det hende, og hun kan mærke det. Det vil vi alle sammen kunne. Men det, tror jeg, skal nok gå,« siger Lars Green Bach.