Bare 16 dage efter et voldsomt overfald er Jeanette Ottesen tilbage i bassinet - og her spræller hun ligeså fint som altid. Med DM-guld i 50 meter butterfly i tiden 25,68 sekunder.

Den danske svømmer havde ellers reelt meldt fra til DM, efter at hun og hendes kæreste, Marco Loughran, en søndag i slutningen af juni blev overfaldet i deres bil af en gerningsmand, der først slog kæresten i hovedet og siden slog Jeanette Ottesen.

Som om den traumatiske oplevelse ikke var nok, så svømmede Ottesen også med en brækket finger. Det skriver hun selv på Twitter. Det var i forbindelse med overfaldet på hende og kæresten, at lillefingeren brækkede, og ringefingeren blev forstuvet. Derfor meldte hun også først fra til DM.

Vindertiden på 25,68 sekunder var ikke Ottesens hurtigste i år, men det var alligevel en tid, der kun er overgået af svenske Sarah Sjöström i 2015. Dermed ser den danske svømmer helt klar ud til VM i Kazan, der starter om en måneds tid.