Flere kommuner har igen bragt giftsprøjterne ind i ukrudtsbekæmpelsen og nye sparekrav skubber på tendensen. Men besparelsen er både kortsigtet og sundhedsskadelig.

Efter næsten 20 år uden gift i den kommunale ukrudtsbekæmpelse, sværger flere kommuner nu igen til Pesticider samt glysofat-stoffer som Round Up i deres vej- og parkafdelinger. Det viser en rundspørge foretaget af Ritzau tidligere i år. Samtidigt bekræftes tendensen hos 3F, der organiserer en stor del af de kommunale medarbejdere, der nu tvinges til at bytte miljøvenlige gasbrændere og hakkejern ud med giftsprøjter og beskyttelsesudstyr.

”Baggrunden er, at der skal spares penge, og isoleret set, kræver det også færre mandetimer at benytte gift. Til gengæld kommer der så øgede udgifter til beskyttelsesudstyr, ligesom både naturen og ikke mindst arbejdsmiljøet udsættes for farlige stoffer,” siger Jesper Lund fra det arbejdsmiljøpolitiske team i 3F. Han frygter, at de store sparekrav regeringen aktuelt har lagt ned over kommunerne i form af omprioteringsbidrag på samlet 7 mia. kroner de kommende tre år, vil få endnu flere til at genindføre sprøjtegiften.

Læs mere om besparelsen hos 3F

Vender Auken ryggen
En tendens, der går imod den aftale, der i 1998  blev indgået med daværende miljøminister Svend Auken (S) om at droppe brugen af sprøjtegifte til fordel for mere miljøvenlige metoder – en aftale som stort set udryddede brugen af gift i den almindelige ukrudtsbekæmpelse. Frem til nu. For i en situation, hvor der er behov for hurtige besparelser, står det giftfri arbejdsmiljø altså for skud.

Ifølge Ritzau har kommunerne Tønder, Aabenraa, Vejen, Guldborgsund og Lolland genoptaget brugen af Pesticider, mens eksempelvis Frederikshavn Kommune de seneste to år har benyttet Round Up i ukrudtbekæmpelsen.

Formanden for teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune Lars Møller (V) har tidligere forsvaret den beslutning med, at det giver en besparelse på 600.000 kroner årligt. Penge, der, ifølge kommunalpolitikeren, er ”hårdt brug for”.

Læs mere om besparelsen hos 3F

Giftrester i børns urin
Samtidigt viste en undersøgelse på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet for nylig klare spor af netop glysofat (Round Up) i 27 urinprøver fra danske skolebørn og mødre, og professor Lisbeth E. Knudsen understregede i netavisen ing.dk, at stoffet indebærer en markant cancer-risiko.

”Vi har den meget klare holdning, at når det vurderes, at der er en kræftrisiko ved Round Up, så bør man slet ikke arbejde med det,” siger Jesper Lund og fortsætter:

”Men med den politik, der er lagt op til, hvor kommunerne skal spare og spare, så er det klart, at den økonomiske tænkning tager over, og så virker det måske attraktivt at spare en hel eller en halv medarbejder. Problemet er bare, at det er en kortsigtet besparelse, der rammer både medarbejderne, miljøet og samfundet som helhed.”

Læs mere om besparelsen hos 3F