Mens Manchester City har mistet rollen som troværdig udfordrer til Chelsea i denne sæson og samtidig står foran en exit i Champions League efter et nederlag hjemme til Barcelona, går det godt for den engelske klubs amerikanske filial, New York City FC.
Den amerikanske klub, der debuterer i den amerikanske MLS-liga i denne sæson, vandt natten til mandag dansk tid efter at have spillet uafgjort på udebane i premiererunden. Det var første gang, at fodboldholdet, som i fælleskab i forholdet 80/20 ejes af Manchester City og baseballholdet New York Yankees, og i øvrigt stiller op i den engelske moderklubs farver, spillede på hjemmebanen, det legendariske Yankees Stadium.
Og det blev en aften, hvor klubbens investering i den aldrende spanske stjerneangriber, David Villa, viste sit værd. Den 33-årige spanier, der senest har været i Atletico Madrid, skrev sig ind i historien ved at score Citys første MLS-mål på Yankees Stadium, da han brød igennem forsvaret og dirigerede bolden uden om den sprællende målmand til 1-0 efter 19 minutter. Siden lagde Villa også op til det Citys andet mål seks minutter før tid, da New England Revolution blev besejret 2-0 foran 43.507 tilskuere.
New York City bliver yderligere forstærket, når Frank Lampard efter Premier League-sæsonen skifter fra det ene City-hold til det andet.