Brøndby mødte søndag det amerikanske MLS-hold New York City FC med den tidligere Barcelona-spiller David Villa på holdet, og det blev en god oplevelse for træner Thomas Franks mandskab.
Superliga-holdet vandt 2-0 på mål af Martin Ørnskov og Ferhan Hasani i Manchester.
Brøndbys startopstilling i den sidste testkamp var uden profilerne Daniel Agger og Thomas Kahlenberg, men derudover havde Thomas Frank en overraskelse i ærmet, da han på venstre back-positionen havde placeret Patrick Da Silva frem for det normale førstevalg Riza Durmisi.
Og det var en præstation, Patrick Da Silva slap godt fra. Venstre backen var nemlig ophavsmand til 2-0-målet, da han fra midten af banen skar ind mod målet og trods flere mand hængende på sig beholdt kuglen. Tæt på modstandernes felt fandt Patrick Da Silva en fri Ferhan Hasani, som nemt kunne lukke kampen.
I første halvleg havde Martin Ørnskov scoret til 1-0 på en afslutning, som New Yorks målmand rettede af. Bolden gik ind via stolpen.
Dermed fik Brøndby en godkendt generalprøve i den sidste testkamp inden forårets Superliga-start mod AaB næste søndag.
FC Nordsjælland har også været i kamp søndag. I den sidste test inden Superliga-starten i næste weekend mødte Olafur Kristjanssons mandskab Kalmar FF hjemme på kunstgræsset i Farum Park, men den kamp bød ikke på ret meget underholdning og endte med cifrene 0-0.
FC Nordsjælland åbner Superligaens forårssæson på fredag hjemme mod Randers.

