Han har i forårets kampe i den grad underpræsteret. Og da AaB i aftes til stor skuffelse for flertallet af de 6.598 tilskuere på Nordjyske Arena i Aalborg tabte 1-2 til Superliga-bundholdet Esbjerg, slap Lukas Spalvis alle sine frustrationer løs ved først at tage kvælertag på vestjydernes Emil Lyng og dernæst nikke ham en skalle.

»Jeg er skuffet over mig selv og over at jeg havnede i denne shit-situation,« sagde Lukas Spalvis med lavmælt stemmeføring til bt.dk efter kampen.

Her forklarede han episoden, der fandt sted i sidste minut af den ordinære spilletid, således:

»Jeg ønskede at hjælpe Thomas Enevoldsen, da han kommer i nærkamp med Emil Lyng. Men jeg bliver for aggressiv i situationen. Som jeg ser det kunne dommeren (Mads-Kristoffer Kristoffersen, red.) dog lige så godt have valgt at give mig gult som rødt kort.«

Hermed har Lukas Spalvis spillet sin sidste kamp for AaB inden han 1. juli skifter til den portugisiske storklub Sporting Lissabon.

»Jeg er frustreret over mit sidste halvår i AaB. Det er ikke på denne måde, jeg havde håbet at slutte på. Jeg har jo haft en rigtig god tid i klubben. Men situationen omkring klubskiftet har altså været svær for mig at håndtere. Jeg ville gerne have været afsted til Sporting allerede i vinterpausen. Dette var ikke muligt, og desværre har jeg haft svært ved at motivere mig selv.«

AaB-træner Lars Søndergaard kaldte Lukas Spalvis’ adfærd for ’håbløs’.

»Hvis ikke han får styr på sine frustrationer og sin måde at tackle modvind på, forudser jeg, at han får det svært i portugisisk fodbold.« sagde Lars Søndergaard og trak lettere opgivende på skuldrene.

Men det var ikke kun Lukas Spalvis, han var utilfreds med.

»Vores præstation mod Esbjerg er ikke deltagelse i Europa League-kvalifikationen værdig. Der har været drømme om noget mere, men vores forår har været hakkende. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor vi præsterer så dårligt. Men af uransagelige årsager kommer vi ind i kampen uden tempo og med ekstremt mange individuelle fejl.«

Angriberen Thomas Enevoldsen, der scorede AaB’s mål til 1-1, var enig i Lars Søndergaards synspunkt, og havde det skidt med, at nordjyderne efter weekendens resultater er røget ned på Superligaens femteplads.
»Jeg er skuffet over, at vi møder ind til kampen med så pinlig dårlig indstilling. Det er uprofessionelt. Vi har i sæsonens sidste kampe en adgangsbillet til europæisk fodbold at spille om, men griber ikke chancen. Heller ikke Emil Lyngs adfærd er jeg tilfreds med. Han reagerer som en kylling efter jeg har tacklet ham. Efter min mening er det ok, at både han og Spalvis bliver vist ud,« sagde Thomas Enevoldsen.

Efter kampen havde Emil Lyng fat i dommeren.

»Han mener, jeg udviste voldelig adfærd. Det er jeg slet ikke enig med ham i. Kendelsen chokerer mig, og jeg mener, at jeg maksimalt kan få et gult kort. Jeg både håber og tror, at TV-billederne viser, at jeg er uden skyld og at den truende karantænen dermed bliver ophævet,« sagde Emil Lyng,

Det er også uvist om Esbjerg får Casper Nielsen med i torsdagens kamp mod Randers.

»Jeg blev tacket af Kasper Risgård og vrikkede om på anklen. Heldigvis plejer mine skader at hele hurtigt. Så forhåbentlig kommer mit uheld ikke til at betyde, at jeg går glip af OL-landsholdets træningstur til Sydkorea (i begyndelsen af juni, red.),« sagde Casper Nielsen.

---

STATISTIK
Sådan har AaB klaret sig i Superligaen de seneste 10 sæsoner:
2005/2006: 5
2006/2007: 3
2007/2008: 1
2008/2009: 7
2009/2010: 5
2010/2011: 10
2011/2012: 7
2012/2013: 5
2013/2014: 1
2014/2015: 5