Det var en følelsesmæssigt hårdt berørt Esbjerg-træner, der mødte pressen hans tropper havde tabt Superliga-hjemmekampe mod Brøndby 2-3.
»Giv mig nu arbejdsro,« sagde Jonas Dal og kommenterede en artikel i dagbladet Jyske Vestkystens søndagsudgave, hvor han var blevet beskrevet som den fodboldtræner i Esbjerg fB, der de seneste 15 år står noteret for det dårligste pointgennemsnit pr. kamp.
»Sagen skuffer mig. Jeg kom til klubben i slutningen af efterårssæsonen, og allerede nu diskuterer man min position. Det synes jeg er meget tidligt. Jeg synes, at man i debatten undlader at nævne, at vi har været ramt hårdt af frafald i form af såvel skader som sygdom, og at jeg har givet fem unge spillere debut,« sagde Jonas Dal med lavmælt stemmeføring.
Overfor pressens udsendte fortalte Jonas Dal, at man efter sidste spillerundes nederlag på 1-5 mod AGF havde et internt møde.
»Det var konstruktivt,« sagde Jonas Dal, der afviste kulissesnak om, at et par af spillerne i Esbjergs førsteholdstrup mener, at hans træningsmetoder er diskutabale.
»Her var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved mine træningsmetoder. Så det kan jeg blankt afvise,« sagde Jonas Dal.
Bedste mand hos Esbjerg, midtbanespilleren Jeppe Andersen, ærgrede sig over nederlaget.
»Vi er hårdt ramt på selvtilliden i øjeblikket. Selvom vi fører 2-0, og vi ikke længere er i nedrykingsfare, bliver vi bange for at vinde,« sagde Jeppe Andersen, der udgik i anden halvleg.
»Jeg blev ramt af Frederik Holst i hovedet og pludselig begyndte mit ene øje at flimre. Det har jeg aldrig prøvet før, så for en sikkerheds skyld opsøger jeg en øjenlæge i løbet af mandagen,« sagde Jeppe Andersen.
{embedded type="node/webtv_link" id="44017374"}
---
FAKTA: Jonas Dals dårlige statistik
I 18 kampe under cheftræner Jonas Dals ledelse har Esbjerg fB blot erobret 15 point. Hans pointgennemsnit pr. kamp er i den seneste 15-års-periode i den vestjyske Superliga-klub det suverænt dårligste:
Ove Pedersen (2002-2005 og 2009-2011) - 1,44 point
Jess Thorup (2008 og 2011-2013)- 1,42 point
Niels Frederiksen (2013-2015) - 1,27 point
Michael Pedersen (2015) - 1,25 point
Troels Bech (2006-2008) - 1,21 point
Jonas Dal (2015-2016) - 0,8 point