- De er en ventil og kan sige alt det, andre kun tænker, siger Rasmus Botoft og Martin Buch om Fritz og Poul før premieren på det nye show på Bellevue.

Martin Buch og Rasmus Botoft overvejede et stykke tid at træde ud af Fritz og Poul og droppe de to figurer, der er landskendte som Snobberne.

- Men vi holder for meget af dem, vi kunne ikke undvære dem og havde lyst til at være sammen med dem igen. Vi oplever en frihed i de figurer, hvor vi kan tillade os enormt meget. Og så har folket jo taget dem til sig, siger Rasmus Botoft, mens Buch nikker:

- Vi har det selv skide sjovt med dem, Vi er meget frie i de figurer og kan sige alt, og improvisere med dem. Så de er meget anvendelige.

Sådan lød det forud for premieren på ’Rytteriet Live 2’ på Bellevue Teater lørdag aften, da BT mødte Buch og Botoft, der er helt rolige på overfladen.

Læs mere her: Sprudlende Rytteriet: Komik i fri penis-dressur

Men siden de viste forestillingen for en række specielt inviterede, har der været knald på. To sketches kom til, noget røget ud, og der blev flyttet om på rækkefølgen.

Det er blandt andet ’snobberne’, der er svære at øve uden publikum, fordi de bruger publikum.

Sexistiske og arrogante

Martin: - De er nogle værre svin, nogle røvhuller, men samtidig meget elskelige. Og det er nok den kombi, der gør dem interessante.

De er dybest set ret ukorrekte. Sexistiske, arrogante, sviner med deres penge, og skider på andre mennesker. Hvordan er det lige, I gør dem elskelige?

Rasmus: - Nok fordi der er noget ventil over det. Vi skal alle sammen være så politisk korrekte, så økologiske og opføre os så ordentligt. Men alle har jo dårlige tanker, man ikke taler om, og Poul og Frits kan sige det hele højt.

Amagerdreng med stor familie

Martin: - De kan fremstille det hykleriske ved os mennesker, og jeg ser dem også som talerør for os alle sammen - i forhold til resten af verden. Vi er jo alle optaget af os selv, og vil gerne bevare det gode, man selv har.

- Jeg tror, de fleste kender den følelse, at man ikke kan tage alt det frygtelige ind, der sker rundt omkring. Katastrofer og den slags, siger Martin Buch, der er født og opvokset i Lyngby som søn af en hjemmegående mor, der er uddannet dekoratør, og en far der var underdirektør...

- I Mærsk!, siger Rasmus Botoft alvorligt, hvorefter hans ansigt flækker i et stort grin.

- Nej, nej, nej - nej, det var jo i Goldman Sachs, siger Buch med en velkendt affektion i stemme, hvorefter han bliver sig selv igen.

- Nej, det var i et trælastfirma.

Botoft er efter eget udsagn en amagerdreng med en stor familie, der er vokset op på Amagerbrogade. Faderen var oprindeligt bankfuldmægtig, men sagde jobbet op og begyndte at handle med kunst og undervise i keramik, mens moderen også kastede sig over keramikundervisning, selvom hun egentlig var lægesekretær.

- Mange af vores figurer stammer fra vores forældres generation. Det er åbenbart et lager, vi har i vores menneskelige harddisk, for der er jo ikke mange hiphoppere i Rytteriet, siger Martin Buch med et lille selvironisk smil.

- Det er lidt vildt, så mange der har sagt, at de kan genkende vores figurer. Vi har mødt flere, der siger, at Erik og Else er ligesom at se deres onkel og tante, eller svigerforældre. Det overraskede mig. Det samme med Penis-sangen, hvor flere gamle rotter i faget siger, at de genkender folk. Gasolins gamle trommeslager, Søren Berlev hev fat i os en dag og påstod, at det var som om, vi havde været der, dengang Poul Bruun producerede dem. ’Du er fuldstændig som Poul Bruun. Det var lige sådan, han var!’, fortæller Rasmus Buch om Berlev og laver en hurtig imitation af den glade trommeslager.

Marie Key og Bjørn Fjæsted er med

I Bellevue Teatrets kulisser venter Rytteriets stjerneorkester, Henrik Balling, Marie Key, Bjørn Fjæstad og Mads Andersen, på endnu en prøve med velkendte og helt nye karakterer. Der var premiere lørdag aften, og der kan 'rides' med Rytteriet helt frem til 24. maj.