Satirens sande mål er korrigere laster.
Sådan sagde en herre ved navn John Dryden i 1600-tallet. Han regnes for den moderne satires skaber.
Folk, der hælder til den nævnte definition, går forgæves i Bellevue Teatret i den kommende tid..
Hvis Rytteriet har et formål, må det nærmere være at fremme laster.
Mindst to ting har forandret sig i forhold til den første 'Rytteriet live', der spillede på Bellevue i 2011 og 2012. I 'Live 2' er der noget, der med lidt god vilje, og et fast tråd i stigbøjlerne, kan kaldes en sammenhæng i showet. Det andet - nå ja, Rytteriets keyboardspiller Marie Key er i dag en lige så stor stjerne som Martin Buch og Rasmus Botoft. Måske større.
Pause i pladeindspilninger
Key holder pause i indspilningerne til et kommende album. Rytteriets band spillede otte nyskrevne numre ved premieren her til aften. To skrevet af Marie Key alene, fire skrevet sammen med den gamle Gangway-elegantier Henrik Balling, som er fast medlem af Rytteriet.
Hvis de nævnte numre - eller bare et par stykker af dem - er tiltænkt det kommende album, er der noget at glæde sig til. Elektronisk og akustisk pop med moderne sange om ungdom og (mangel på) kærlighed ved det globale gadekær.
Man skal ikke tage i Bellevue Teatret, hvis man drømmer om et orgie i Fritz og Poul. Som ellers er på hjemmebane i Klampenborg. De er der - med rødvin selvfølgelig - men ganske kort, meget søde og dejlige, men også overraskende sobre. De havde så også travlt med at komme hjem i fri penis-dressur til de nye heste, Alsace og Riskær.
Den uundgåelige skilsmisse
Trofaste fans af 'Rytteriet' har nok set det komme gennem et stykke tid: Den uundgåelige skilsmisse mellem Erik og Else. Den er nu en realitet. Else og Tulle er taget en tur i byen, Tulle for finde noget penis. Else for at finde... sig selv. Og lidt mand. At kalde dét en egentlig ramme om showet er nok igen på den djærve side, men alligevel.
Figurer som Erik og John, og især Jutta og Steen, Else og Tulle flettes ind mellem og rundt om hinanden. Det er først og fremmest vidunderlig komik. Med temaer som frihed og søgen. Kittet sammen af de nye sange.
Else ender i Steens hyponder-arme, Tulle ovenpå Tage - og Erik og John i et par skummende fadøl.
Indimellem sketches eller forløb med de kendte figurer er der et decideret komisk højdepunkt i et absurd skænderi mellem to rotter. For mig lød det som en syret meta-parodi på dansk film efter 'Pusher'. Fuck. Fuck. Og fuck. Som hvis Mads Mikkelsen spillede med i 'Alice i Eventyrland'.
Bamse kører den ind med Alice
Så er der Martin Buch som charmerende, nærmest påtrængende kær (stavekontrollen protesterer ikke, så det ord findes åbenbart stadig) udgave af afdøde Bamse. Selvfølgelig bliver den ført ind med Alice. Denne gang ikke i eventyrland, men hende naboen gennem 24 år.
Martin Buch og Rasmus Botoft er ikke bare gode til at skrive. De er suveræne skuespillere. Det er den helt sublime kropslighed. Kontrol over virkemidlerne. Sprudlende veloplagthed. Blandt andet i en (Vild med) dans i begyndelsen af første afdeling. Her kan man tale om at være i kontakt med sine feminine sider. Else og Tulle er de to kvinder med al deres under- og overtrykte længsel og seksualitet, man gerne vil se dem som.
Med så mange figurer fordelt på bare to mand er det selvfølgelig essentielt, at de to spillere formår at give dem karakter helt ned i nuancerne, hver især. Det lykkes langt hen ad vejen.
'Rytteriet live 2' er en blanding af en surrealistisk vaudeville og moderne iRevy - især jævne Tage, der leverer en dybt morsom opdatering af klassikeren - mand kommer på scenen og spanker tiden. Det er også pointeløs proceshumor med ret synlige inspirationstråde til de tidligere konger og dronning af Bellevue, Det Brune Punktum. Det er samtidig en teaterkoncert med ualmindelig ferme sangskrivere. Inde i midt i det hele er det en Marie Key mini-koncert.
Selvfølgelig bliver Else & co sat ind i et udhængsskab. Men det er ikke hånligt. Et eller andet sted under fornemmer man komikernes sympati for de sølle - og dybt ensomme - mennesketyper, der gemmer sig bag masken. Selv Erik, det sure gamle, alkoholiske røvhul, griner man med og ikke mod.
Med den måske største kliché i komik: Alle grin bygger på tragik.
Oven i alt dette Marie Keys og Henrik Ballings prægtige popmusik. Især det sidste nummer 'Tak fordi du kom' - årgangs Gangway, når de var mest liverpoolske - bør være et kommende storhit. Betegnende for den tone, hvorpå man forlader Bellevue. Med et stille smil på læberne, glæde og overskudsfornemmelse.
